Af Ib Keld Jensen
Et af hovedformålene ved seminarerne er at udvikle nye idéer til de sociale medier på tværs af markederne.
Og som en af arrangørerne, Susanna Dahlstrand, SVT, sagde, da hun satte de ti workshopgrupper i gang på andendagen, så var håbet også at udvikle venskaber på tværs.
”Vi håber, at der kommer nogle rigtig gode idéer ud af arbejdet, at I finder nye venner og måske udvikler en eller to idéer, som på et tidspunkt kan sættes i produktion.”
Selve processen med idéudviklingen blev styret af to professionelle proceskonsulenter, som SVT har arbejdet med ved flere lejligheder, og deltagerne blev trin for trin ført frem mod endemålet: 10 idéer præsenteret i ultrakort form med mulighed for at spørge uddybende.
Det ligger i sagens natur, at man ikke udvikler færdige programkoncepter til de sociale medier på en eftermiddag. Alligevel resulterede processen i mange kreative forslag.
Fordomme mod handicappede atleter
En af de mere bundne opgaver var at komme med forslag til, hvordan man kunne gribe dækningen af de paralympiske lege an på en ny måde. Og her plukkede workshopgruppen en lavthængende frugt ved at lade sig inspirere, af en video som oplægsholderen fra Huffington Post havde vist deltagerne tidligere på dagen.
Videoen viste en lang række kvinder i alle aldre og fra forskellige kulturer fremkomme med korte statements om nogle af de fordomme og den forskelsbehandling, de oplever sig udsat for primært fra mænd. Videoen er den mest delte på Huffington Post overhovedet, og den gjorde stort indtryk på deltagerne at dømme efter reaktionerne i salen.
Idéen om at lave en tilsvarende video med handicappede atleter lå lige for, og den forekom som et velegnet markedsføringstiltag for en anderledes dækning af de paralympiske lege.
Vil samle gruppe af nordiske udviklere
Det var tydeligt at idéudviklingsprocessen var uhyre engageret. Rummet summede af gode vibrationer og de, der ikke talte lyttede tydeligvis særdeles aktivt med.
”Jeg nyder stærkt at tale med og arbejde sammen med nordiske kolleger. Det er inspirerende, og vi kan tilbyde hinanden synspunkter og løsninger, der er i modsætning til dem vi bruger i vores egne dagligdags arbejdssituationer. Jeg kunne virkelig godt lide de fleste af de præsenterede ideer,” siger John Stark, der er webproducent for Svenska Yle i Helsingfors.
Han blev så optaget af sin egen gruppes idé om såkaldte forklaringsvideoer, at han har planer om at sammensætte en gruppe af nordiske indeholdsudviklere og skabe et format til at arbejde sammen om at producere denne type videoer. I den forbindelse håber han at kunne få udviklingsstøtte fra Nordvision.
Nyhedsgruppens forslag om at lade en ny vært redigere nyhederne på de sociale medier hver uge, og lade værterne finde ved en audition var et andet blandt flere interessante idéer.
Om den og andre idéer bliver realiseret er vi alle meget klogere på, når deltagerne samles igen til det tredje seminar i Helsinki 29.-30. november.