SVT i alvorlig EU-flirt med YouTube

Gennem et banebrydende samarbejde med nettets altdominerende videodistributør fik SVT godt tag i de unge vælgere.

Af Ib Keld Jensen

En Lisbeth Salander look-a-like, et ungt valgtema og et samarbejde med YouTube er vigtige ingredienser i den cocktail, der skabte et bemærkelsesværdigt gennembrud for SVT’s ambitioner om at gøre EU-valget til et hit blandt de yngste vælgere.

Da valget til Europa-parlamentet var overstået i begyndelsen af juni havde et tre minutter og 24 sekunder langt videoindslag med en 21-årig kandidat for Piratpartiet været vist over 100.000 gange og brugerne havde skrevet over 1600 kommentarer.

Tallene siger lidt om den gennemslagskraft Europa-parlamentsvalget fik for SVT efter at nyhedsredaktionen gik alternative veje i valgdækningen. På forhånd var udfordringen klar: De unge gider ikke EU, og de gider slet ikke se programmer om EU i TV, så hvordan får vi lige engageret dem.

– Vi spurgte os selv, hvilke platforme vi kunne nå de unge på, og det gav os idéen til et samarbejde med YouTube, fortæller programchef Mette Friberg, SVT nyheder.

Brugerspørgsmål på video

Hos YouTube var man med på idéen fra begyndelsen. Som Mette Friberg udtrykker det, så har YouTube et ønske om at være med til at gøre verden til et bedre sted at være, og her kunne ønsket om at engagere unge i en demokratisk valgdiskussion passe ind.

Resultatet blev en side på YouTube.com med efternavnet /euvalet.  Idéen gik på, at lade brugerne stille spørgsmål om EU i små, korte videoindslag, som politikerne selv kunne svare på i andre klip. Indslagene blev ikke lagt direkte op af brugerne selv, men var omkring en redaktionel vurdering i valgredaktionen, som bestod af fire medarbejdere i halvanden måned plus en til at redigere siderne.

– Det var ikke for at være smagspoliti, for vi bedømte ikke kvaliteten af spørgsmålene, men vi ville være sikre på, at det ikke var helt irrelevante spørgsmål eller måske ligefrem trusler eller ubehageligheder, som blev lagt op.

På forhånd var EU-kandidaterne blevet introduceret til SVT’s nye alternative måde at dække valget på, og ifølge Mette Friberg var reaktionerne positive hos politikerne. De skulle selv tage initiativ til at svare på videospørgsmålene, hvilket især appellerede til kandidater fra de partier, som ikke havde et så stærkt fundament på den politiske scene.

Det galdt for eksempel de højreradikale Sveriges Demokraterne, Feministisk Initiativ og ikke mindst Piratpartiet, der havde en 21-årig matematikstuderende ved navn Amelia Andersdotter stående som nummer to på listen. Andersdotters antiautoritære udtryk og lighed med Stieg Larssons kvindelige hovedperson i Millenium-roman-trilogien var med til at sætte ekstra farve på EU-debatten, ikke mindst fordi Andersdotter lige som Lisbeth Salander har helt særlige talenter for at betjene en computer.

– Men vi mener ikke, at vores indsats og måde at gribe valget an på fik betydning for selve valgresultatet, siger Mette Friberg. Piratpartiet kom ind med et enkelt mandat, så Amelia Andersdotter blev altså ikke valgt.

SVT allierede sig desuden med en række kändisser med appel til de unge. For eksempel stillede det 18-årige webikon Blondin Bella en række videospørgsmål til politikerne, hvilket afstedkom mange tusinde visninger. Blondin Bella har Sveriges populæreste blog for unge kvinder, så hun trak mange unge kvinder til.

– Mange så spørgsmålene, men ikke nær så mange klikkede sig ind på de svar hun fik fra politikerne, fortæller programchefen.

Uden for svensk lov

SVT’s nyhedsredaktion har også selv været ude og optage debatter mellem kandidaterne, og i hvert enkelt tilfælde er det blevet til korte indslag på op til 6-8 minutter som mediet lægger op til.

Inden det kom så vidt måtte SVT gennem en lang intern diskussion om rettigheder og redigeringsmuligheder.

For ved at lægge indhold uden for SVT’s egne rammer, havde SVT pludselig ikke den samme kontrol over indholdet, og det var ikke længere svensk lov, der gjaldt. Ganske vist opretholdt man en moderatorfunktion, der skulle sortere upassende og helt irrelevante indslag fra, men ved at lægge sig på YouTube havde redaktionen ikke længere kontrol over det miljø indslagene blev vist i.

– Vi havde vældige diskussioner om, hvad det ville betyde, at man pludselig kunne være ganske få klik væk fra racistisk eller pornografisk materiale, som SVT meget nødig vil forbindes med. Men vi endte med at konkludere, at brugerne godt ved, om de er på SVT eller på YouTube, og at de godt kan kende forskel, fortæller Mette Friberg.

De principielle betænkeligheder viste sig ikke at give konkrete problemer. Derimod fik SVT fat i en gruppe af brugere, som man ikke nødvendigvis havde fanget, hvis videoklippene kun havde været tilgængelige på svt.se.

Mette Friberg anslår, at cirka 25 procent af videoklippene blev vist efter, at YouTube brugere havde søgt på for eksempel “Piratpartiet” eller “EU-valet” på YouTube.

En af sidegevinsterne for SVT har været en tæt dialog med mange brugere, som har ringet til redaktionen, og der har også været kommentarer på siden, som samlet viste en vis respekt for, at SVT gik i samarbejde med YouTube.

Endnu er projektet ikke færdigevalueret, men meget tyder på, at et lignende samarbejde mellem SVT og YouTube kan blive en realitet ved dækningen af Rigsdagsvalget senere på året.

SVT’s valgside på YouTube