Af Ib Keld Jensen
At lade cases filme sig selv er et efterhånden kendt greb i moderne tv-dokumentar produktion. Men at overlade alle optagelser og vinkling til hovedpersonerne selv er nyt. Folkene bag DR dokumentarserien ‘Muslimske pigers dagbog’ indrømmer gerne, at der var tale om lidt af en gambling, og at de var helt afhængige af det engagement og fortælletalent deltagerne bragte ind.
Derfor lå en af udfordringerne i at finde de rigtige medvirkende, og at vejen gik over et castingbureau skyldtes i første omgang tilfældigheder, fortæller redaktionschef Dorte Palle Jørgensen.
“Vi havde nogle timer til overs fra en anden produktion, så vi forhørte os, og bureauet syntes det var vildt spændende.”
Og det var der også andre, der syntes. Ifølge redaktionschefen var der knap skrevet et ord før først DR2 og siden Nordvision og Svenske Yle var med på idéen, som også rummer kimen til et nyt format.
‘Muslimske pigers dagbog’ består udelukkende af pigernes filmoptagelser af deres egen hverdag. Der er ingen redaktionelle klip.
Castingbureuer er dygtigere
Tilrettelægger Jon Adelsten havde forinden selv været i gang med at løbe deltagere op.
“Men det kom der ikke noget ud af. Det kræver mange timer, og dem havde vi ikke. Castingbureauer er bare dygtigere og mere ihærdige,” siger Jon Adelsten om samarbejdet med Gizmo Cast.
Han ser ikke noget journalistisk problem i den måde udvælgelsen er sket på, fordi tilrettelæggerne hele tiden har haft snor i processen.
Tilrettelæggerne holdt flere møder med pigerne, og var også på besøg hjemme hos nogle af forældrene for at sikre sig, at der var opbakning til idéen. Flere gange blev pigerne bedt om at tænke sig om en ekstra gang, og den grundige forberedelse viste sig som en god investering.
“Den allervigtigste lære er, at formatet kun fungerer, hvis man har dygtige, modige og velvillige historiefortællere, der gider fortælle løs,” siger Jon Adelsten, der selv tidligere har beskæftiget sig med reality-genren, som ikke ligger fjernt fra formatet.
At lade pigerne fortælle historier om deres egen hverdag uden nogen form for redaktionel vinkling har en helt særlig effekt.
“De opfører sig naturligt over for kameraet og filmer og fortæller uden at være generte også, når de er sammen med venner og familie. Den naturlige afslappethed er normalt meget svært at opnå på kort tid, hvis der er et kamerahold til stede.”
”At vi ikke insisterede på en vinkling gjorde det til et sats for os, men tvang dem til at beslutte sig for, hvad der egentlig var vigtigt i deres liv lige nu. Det lykkedes og på den måde fik vi deres syn på deres eget liv og ikke vores”, fortæller Jon Adelsten, der vurderer, at det overskydende materiale ligner erfaringer fra andre produktioner, hvor 95 procent skæres fra. Forinden havde pigerne fået en kort introduktion til at filme og til at fortælle historier.
Ingen teknikkoks
Modsat forventningen har der kun været få tekniske problemer.
“Og det har ikke være med billede og lyd, som man ellers kunne forvente. Det skyldes først og fremmest, at telefonen har en god mikrofon. Udfordringerne har mest handlet om at få materialet ud af telefonerne og ind på redaktionen. Det har kostet nogle ressourcer.
Ud over telefonen har pigerne fået udleveret forskelligt udstyr blandt andet stativer, så de har kunne optage længere samtaler i en sofa, men også, når de har været ude at køre bil. Det har nogle af pigerne benyttet sig af, andre slet ikke.
Aftalen med pigerne har været, at pigerne har ret til selv at afgøre hvilket materiale redaktionen skal have, mens redaktionen herefter har redigeringsretten. Pigerne filmer ude og hjemme, og der optræder samlet mange mennesker i scenerne, hvilket har rejst en problemstilling. For hvordan kan DR sikre sig, at de medvirkerne har givet deres tilladelse.
Denne og mange andre erfaringer hører til de overvejelser som tilrettelæggerne vil samle i en formatbibel, som de har søgt Nordvisionfondsfonden om udviklingsstøtte til. Programserien har modtaget produktionsstøtte fra Nordvisionsfonden.
Relaterat
DR: Pigerne fra ‘Muslimske pigers dagbog’: Derfor medvirker vi
