Af Ib Keld Jensen
“Vi havde ikke kunnet opnå det samme hver for sig.”
Sådan lyder budskabet fra projektlederne fra henholdsvis NRK og DR efter et års forberedelser, der kulminerer, når VM i fodbold sparkes i gang i Moskva på torsdag.
Eller som Henrik Brattli Vold fra NRK formulerer det:
”Ja, vi havde måske nok kunnet klare det selv. Men vi havde ikke gjort det alene, så det var bare ikke blevet til noget uden samarbejdet med DR,” siger han og tilføjer.
”Samarbejdet fordobler jo ressourcerne, og det er vældig godt at have en anden redaktion at idéudvikle med. Det giver nye idéer at få andre øjne på.”
Jes Højen Razga fra DR er helt på linje.
“Samarbejdet giver den fordel, at vi har kunnet arbejde med dobbelt så mange idéer, som ellers,” fortæller han.
Fra splejs til topatlet
De to sportsredaktioner har i forvejen positive erfaringer med samarbejdet i forbindelse med EM i fodbold for to år siden. Denne gang fik de hurtigt skåret idéerne ind til benet og enedes hurtigt om en fælles ambition: At fortælle verdens bedste VM-historier i lyd og billede og med brug af lækker grafik og arkivmateriale. I alt er samarbejdet resulteret i 12 gennemresearchede og velfortalte historier – seks fra hver redaktion, og det er vel at mærke alle historier, som har en public service dimension og et pay off, som sigter højere end blot at underholde.
Det gælder for eksempel historierne om spillernes fysiske udvikling.
“Der er kolossal forskel på danske VM-spillere fra 1986 som den drengede Jens Jørn Bertelsen og den mere korpulente Jan Mølby til dagens fodboldstjerner. Dengang var det nok at være en dygtig fodboldspiller. I dag ligner spillerne komplette topatleter med en spiller som Cristiano Ronaldo, som et af de bedste eksempler,” siger Jes Højen Razga.
DR har hentet en videnskabsjournalist ind for at fortælle den historie.
En anden artikel kommer til at fortælle historien om fænomenet Lionel Messi. Han er kåret til verdens bedste fodboldspiller fire gange, men er alligevel udsat for massiv kritik i sit hjemland Argentina, hvor det ikke er alle fodboldfans, der forguder ham. Forklaringen på dette usædvanlige forhold giver en anden af artiklerne.
Højdepunktsgenerator og fan-identifikator
Støtten fra Nordvisionsfonden har været helt nødvendig for projektets gennemførelse, vurderer Jes Højen Razga. Midlerne har blandt andet gjort det muligt at mødes flere gange i Oslo og København, og for NRKs vedkommende har det betydet, at man har kunnet hente den anerkendte skribent Thore Haugstad ind til at skrive de seks artikler som NRK har bidraget med.
Samarbejdet har også betydet, at idéer udviklet i fællesskab er endt med i første omgang kun at komme den ene af public service-institutionerne til gode. Det gælder for eksempel en såkaldt højdepunktsgenerator, som NRK er endt med at færdiggøre. Til generatoren udvælger redaktionen korte klip fra VM-kampene, som kan være komiske, kontroversielle eller på anden måde rumme en særlig attraktionsværdi. Dem kan seerne så let dele og kommentere på via Instagram.
“Men vi har haft nogle tekniske udfordringer, som blandt andet skyldes, at vi ikke bruger den samme player ligesom, der har været udfordringer i forhold til geoblokering,” fortæller Henrik Brattli Vold, der er projektleder hos NRK.
DR har på sin side udviklet en fan-identifikator-side under navnet ’Hva fan er du’, som skal på en humoristisk måde skal appellere til eventseerne.
”Det er de seere, som egentlig hopper med, fordi Danmark er med, og fordi fodbold-VM er en stor international begivenhed, men som måske ikke ser fodbold i det daglige. Det er klart, at de danske seere holder med Danmark, men ved hjælp af spørgsmål fra denne side, får de et bud på, hvilket favorithold, de ellers kunne have,” fortæller redaktør Jes Højen Razga, der understreger, at DR i forvejen har godt fat i de kerneseerne blandt de traditionelle fodboldfans, som er tilgodeset med nye små afstemninger i løbet af transmissionerne.
Her kan seerne stemme om kontroversielle dommerkendelser eller særlige spilsituationer, som så bliver foreholdt eksperterne i studiet i pausen og efter kampen.
Står på tæer
Både Jes Højen Razga og Henrik Brattli Vold hæfter sig ved, at samarbejdet holder en høj kvalitet.
”Det bedste ved samarbejdet er ubetinget, at to hjerner tænker bedre end en. Når flere dygtige folk arbejder sammen er det bare fedt. Og vi føler at vi skal stå på tæer, for nordmændene er virkelig dygtige og vi vil ikke stå tilbage for dem, men tværtimod vise dem, at vi godt kan være med,” Jes Højen Razga.
Og det kan Henrik Brattli Vold godt genkende.
”Ja, absolut vi strækker os ekstra for at levere det bedste, vi kan.”
Her er flere eksempler fra samarbeidet:
VM-krigerne (NRK)
Russiske hooligans lever og ånder for fodboldvold (DR)
Hva fan er du? (DR)
Nyheder
NRK og DR i tæt VM-samarbejde
I næsten et år har sportsredaktionerne på NRK og DR arbejdet sammen forud for VM i fodbold. Det er der blandt andet kommet 12 gennemarbejdede dokumentarhistorier og en højdepunktsgenerator ud af.