Nordens største kulturprogram får fast sendetid hos NRK og DR

SVTs Kobra ser ud til at blive spydspids i tættere samarbejde mellem kulturredaktionerne i Nordvision.

Af Ib Keld Jensen

Hvem skal fortælle Polens historie når fagbevægelsen ikke kan enes. Og hvad med den vestlige verdens skomode, er den egentlig ikke lige så kvindeundertrykkende som burkaen, når det kommer til stykket.

SVTs stort anlagte kulturprogram Kobra spejler politiske og sociale aspekter i kulturen internationalt, og gerne med en ny overraskende vinkel. Det har ført programmets reportere verden rundt i løbet af de foreløbig ti sæsoner Kobra har på bagen, og skaffet Sverige en kulturel udkigspost, som norske og danske seere nu også får glæde af.

Fra efteråret har NRK2 og DRK kunnet vise Kobra-udsendelserne, og det sker hver gang senest 14 dage efter, at SVT2 har vist programmet.

– Der går lige nogle dage, inden vi har fået programmet oversat, men kulturen er jo hér og nu, så vi sender jo før des bedre, siger konsulent Mette Heiberg, DR.
Hun kalder programmet meget attraktivt og ikke specielt svensk, men derimod internationalt i sit udtryk.

– Kobra har en meget høj production value. Hvert program er et værk i sig selv, siger hun og fremhæver form, billed- og lydside som  helt ekstraordinær.

Public pitch udvikler
En af tilrettelæggerne, Carl Tofft fra Kobraredaktionen, fortæller, at når ambitionsniveauet er højt, så gælder det ikke blot indholdssiden.

– Vi skal ligge på forkant med både grafisk og journalistisk form. Tidligere handlede kulturrprogrammer ofte om nye bøger, gallerier og afspejlede finkultur i det hele taget.

I udviklingen af programmet er seerne systematisk involveret via public pitch. I en periode kørte en et-minuts kortfilm produceret af en seer et sted i programmet, og i dag afsluttes hvert afsnit med et remix af vignetmusikken.

Udvekslingen af Kobra kan meget vel blive starten på et tættere samarbejde de nordiske kulturredaktioner imellem. Hidtil har kulturen ikke haft samme tradition for Nordvisionssamarbejde som det er set på  eksempelvis børne-ungeområdet og inden for drama.– Vi udvikler for tiden for tiden på en modeserie og en serie om nordisk arkitektur, fortæller Mette Heiberg.

Også Carl Tofft ser gode muligheder for et tættere samarbejde om kulturen, både for at kunne udnytte hinandens specialkundskaber og materiale, mens også for at kunne dele budgetterne.


De finske og islandske bolag er ligeledes tæt inde over samarbejdet kulturredaktionerne imellem.