Af Ib Keld Jensen
“Desværre havde de jo ret.”
I februar 2004 var Nils Hanson ny ansvarshavende redaktør på SVTs flagskib for undersøgende journalistik, ‘Uppdrag granskning’ , da bomben sprang.
En dokumentar fra et konkurrerende granskende tv-program rettede alvorlig kritik mod ‘Uppdrag granskning’ for ikke at have styr på fakta, for at fremsætte ubegrundede anklager og for i bund og grund at lave sjusket journalistik.
Og hvad værre var. Der var hold i kritikken.
Kritiske røster ville have programmet stoppet, men lukningstruslerne blev afværget og i stedet skulle bombenedslaget vise sig at blive et vendepunkt, der banede vejen for en ny journalistisk arbejdsmetode.
“Det stod klart, at noget alvorligt måtte gøres for at genvinde programmets troværdighed, og jeg mødte stor forståelse hos medarbejderne i arbejdet med at udvikle metoder for kvalitetssikring,” fortæller Nils Hanson.
Redaktionen udviklede tre kontrolstationer, som enhver historie skal passere for at blive broadcastet.
Først kontrolleres idéen, dernæst hypotesen og til sidst gennemgås programmet line-by-line, hvor hver sætning og hvert ord tages med pincet, vendes, drejes og omformuleres til det helt præcist lever op til de høje redaktionelle standarder, som ‘Uppdrag granskning’ siden er blevet redigeret efter, og som har bragt redaktionen op i eliten blandt undersøgende redaktioner.
Skrotter sjældent programmer
“Især i den indledende fase er vi meget opmærksomme på, at reporteren ikke udvikler confirmation bias eller tunnelsyn. Derfor har vi en djævelens advokat, som stiller alle de irriterende spørgsmål, som reporteren absolut helst vil undgå. Vi er nøjeregnende med fakta og vil være helt sikre på, at vi drager konklusioner, som holder. Men vi ser også på helhedsbilledet. Kommer vi til at insinuere en bestemt opfattelse uden, at det bliver sagt direkte? Det er spørgsmål, vi stiller os selv.”
Selvom den 35 mand store redaktion står som afsender på i omegnen af 40 udsendelser om året, så sker det næsten aldrig, at en historie må lægges død.
Ifølge Nils Hanson så sker det i gennemsnit kun én gang hvert andet år.
“En reportage tager 3-4 måneder at producere, så der er tale om en millioninvestering for betroede licensmidler. Vi skrotter helst på idéplanet. Det er utroligt vigtigt at have en kritisk tilgang, når man står med en reporter, som ser et stort scoop foran sig,” siger Nils Hanson, der har været ordførende i Nordvisions gruppe for undersøgende journalistik i tre år.
Og direkte adspurgt til den største trend inden for graverjournalistikken i den periode, tøver han ikke et sekund.
“Der er ingen tvivl om, at vi ser en trend i retning mod større nordisk og internationalt samarbejde, fordi der er et behov i takt med, at historierne ikke begrænses af landegrænser, men bliver stadigt mere internationale.”
Undersøgende online
Nils Hanson nævner flygtningekrisen, som et oplagt emne for grænseoverskridende journalistik, fordi det er et problem for samtlige de nordiske lande.
Og det giver en lang række fordele.
“Vi kan udnytte hinandens kompetencer og samtidig få andre landes perspektiver og viden. Vi kan dele kilder og research, og jeg tror absolut, at det giver en vældig styrke, når man repræsenterer ikke bare sit eget land, men måske alle fire nordiske lande.”
En anden trend, som ifølge Nils Hanson kommer til at præge den undersøgende journalistik de kommende år, er onlinefortællinger.
Journalistikken er den samme, når det kommer til research og grundighed, men formatet og storytellingen er anderledes i de historier SVT har fortalt online.
“Vi bruger iscenesættelser og sætter ofte reporteren i hovedrollen i en svær situation. Identifikationen er meget vigtig for at nå en ung målgruppe,” betoner han.
Onlinefortællingerne tages op på et møde blandt de undersøgende nordiske redaktioner i Oslo i dette efterår, når Nils Hanson for sidste gang sidder for bordenden.
“Vi udvikler journalistikken ved at diskutere vores erfaringer, og det er en af de store gevinster ved Nordvisions-samarbejdet,” siger Nils Hanson.
Hvor en almindelig broadcastversion af ‘Upddrag granskning’ typisk varer 58 minutter, er onlinefortællingerne væsentligt kortere, mellem 18 og 25 minutter. Et par af de bedste online-programmer vises hver sæson desuden i broadcast.
SVT har fokuseret på først og fremmest at tage emner op, som taler til en ung målgruppe, og erfaringen er, at journalistikken så kan få lettere gennemslag til de sociale medier.
Undrer sig over DR
Den respekterede graverredaktør har for nylig været kaldt over Sundet for at analysere DRs undersøgende journalistik.
“Det bedste holder en høj international standard. Der er for eksempel utroligt stærke dokumentarer om skatteflugt, flygtninge og terrorisme,” lyder den umiddelbare diagnose. Men der var også forhold i DR, som undrede Nils Hanson.
“Hvordan tipper man DR om et uheldigt forhold i samfundet? Det har jeg svært ved at se, og det er et af problemerne ved flere forskellige afsendere.”
Også på et andet punkt noterede Nils Hanson sig en forskel.
“DR tager private konflikter op. For eksempel fulgte DR med, da en mor flygtede med sine børn til udlandet, hvor børnene optrådte med navn og ansigt. Det havde vi definitivt ikke gjort. Vi publicerer ikke gerne børn i en så negativ sammenhæng, for det kan få konsekvenser for børnene i fremtiden. Havde vi gjort det samme i Sverige, var vi blevet mødt med kritik og spurgt til, hvor alméninteressen findes til sådan en dokumentar.”
Det jeg angrer allermest
Og netop børnene går igen, når Nils Hanson skal give sit bud på den største brøler han har begået som øverste ansvarlig udgiver, da to 14-15-årige drenge førte sig frem med hård attitude som gangsterwannabes i en dokumentar.
“De blev ramt ganske hårdt bagefter og anklaget for at have kastet smuds på deres egne. De blev forfulgt og truet og en af dem måtte stoppe med at gå i skole. Det jeg angrer allermest er, at jeg lod drengene stå frem. De kunne jo ikke overskue de mulige konsekvenser, men det burde jeg have gjort,” fortæller Nils Hanson.
Det er snart 10 år siden programmet blev sendt, og programværten Janne Josefsson var faktisk for nylig i kontakt med den ene af drengene.
“Og han havde et godt liv, og mente faktisk, at programmet havde fået ham til at indse, at han måtte gå en anden vej.”
Som ‘ansvarig utgivare’ har Nils Hanson større beføjelser end nogen anden graverchef i de nordiske lande.
“Jeg skal ikke spørge nogen, om vi kan bruge skjult kamera. Der er ingen over mig, som kan bestemme, om noget skal sendes. Jeg har en større selvstændighed end på DR, NRK og Yle, og fordelen er, at redaktionen får en større frihed og selvstændighed. Hvis nogen uden for redaktionen har beslutningskompetence, så er der en tendens til, at man vælger at sige nej, for det giver færrest problemer. Men det er selvfølgelig frihed under ansvar.”
Trusler er taget til
Ikke alle er lige begejstrede for den svenske graverredaktions indsats, og det er blevet mere tydeligt med årene.
“Da jeg begyndte, havde jeg næsten aldrig kontakt med SVTs sikkerhedsafdeling. Det har jeg ofte i dag. Vi modtager jævnligt trusler, men der er lykkeligvis ikke gjort alvor af truslerne,” fortæller Nils Hanson, der tilføjer at truslerne aldrig har indebåret, at redaktionen har afholdt sig fra at grave videre, når historien var til det.
Og store historier har der været mange af. Adspurgt direkte til den største og mest spændende afsløring i hans tid lyder svaret:
“Jeg bliver nødt at vælge nogle stykker. Vi har gjort mange fantastiske historier, men efteråret 2007 var vel noget helt særligt, da vi i løbet af få måneder afslørede sort arbejde på MacDonalds, kødfusk hos ICA Maxi og en korruptionsaffære ved eksport af det svenske kampfly JAS.”
Nomineret til Emmy
Og så kommer man ikke uden om, at ‘Uppdrag granskning’ sidste år vandt Prix Europa i kategorien ’current affairs’ for en dokumentar, der med afsæt i Panama-papirerne ledte til, at Islands statsminister måtte trække sig.
Dokumentaren blev i august i år desuden som den første tv-produktion i SVTs historie nomineret til en Emmy i kategorien ’current affairs’.
Vinderen offentliggøres den 5. oktober i Lincoln Centre i New York samtidig med, at Nils Hanson takker af.
En ultimativ afskedssalut ville det være, hvis graverjournalistikkens beskedne guru sammen med sit team kan løfte trofæet ved den lejlighed.
Men det kommer ikke til at ske.
”Jeg tænker ikke at rejse til New York. Den 5. oktober er jeg jo til Nordvisionsmøde i Oslo.”
