Klimadokumentar låner fra Hollywood

Rekonstruktioner og stemningsskabende underlægningsmusik er nogle af de virkemidler DR-dokumentaristen Mads Ellesøe betjener sig af for at nå bredt ud med tunge emner.

CO2  fra fossile brændstoffer som olie og naturgas hører ikke naturligt til i atmosfæren. Derfor stiger CO2 -indholdet i atmosfæren og temperaturen på jorden stiger. Et faktum, som det i årevis lykkedes olieindustrien at så tvivl om. Foto: DR.

Når Mads Ellesøs seneste dokumentar ’Kampagnen mod klimaet’ løber over skærmen i forskellige nordiske versioner, så kan seerne vente sig en opsigtsvækkende indsigt i visse olieselskabers helt bevidste bedrag om klimaets tilstand.

Groft sagt har klimaforandringerne internt i olieselskaber været anerkendt som menneskeskabte i årtier. Udadtil har man dog finansieret folk, der har søgt at dokumentere præcist det modsatte.

Det er den problemstilling Mads Ellesøe folder ud efter at have modtaget både udviklings- og produktionsstøtte fra Nordvisionsfonden og samproduktionsbidrag fra NRK.

Det, man er bange for som journalist, er, at ens historie drukner
– Mads Ellesøe

Bruger tricks fra Hollywood

Emnet i dokumentaren er tungt, som det også var tilfældet i hans forrige dokumentar, hvor han sammen med kolleger afdækkede udbytte svindlen i blandt andet Danmark.

”Jeg bruger alle de fortællemæssige tricks fra Netflix og Hollywood, jeg kan. Ikke for at tale ned til folk, men for at få mennesker, der ikke tror, de interesserer sig for klima, til at fatte interesse og forstå, at hér er der noget, der virkelig stinker.”

Virkemidlerne kan for eksempel være at rekonstruere begivenheder eller raffineret brug af underlægningsmusik, men også helt enkelt at speake direkte til seeren.

Udbytteskat til diskussion ved kaffebordet

Mads Ellesøe oplever, at mange nyhedsjournalister ser sig i konkurrence med andre nyhedsjournalister.

”Men det mener jeg ikke. Mine konkurrenter på andre kanaler og hos streamingtjenesterne kommer hele tiden med noget, der underholder,” siger han.

Derfor må han arbejde med at udvide de traditionelle rammer for en tv-dokumentar, så selv tunge emner bliver spiselige for seerne uden at gå på kompromis med indholdet.

DR-dokumentaristen vil gerne nå længere ud med sine dokumentarer end til de særligt samfundsinteresserede, og en af de største oplevelser han har haft var, da han fik fortalt, at en fjern tante i en af Danmarks yderste provinser kunne fortælle, at hun havde diskuteret udbytteskat med nogle naboer ved kaffebordet, efter at hans og kollegers dokumentar ’Mændene, der plyndrede Europa’ havde været vist på DR.

”Så synes jeg, at jeg er lykkedes.”


Naomi Oreskes, forsker ved Harvard University og forfatter til Merchants of Doubt, mener, at olieindustrien har spekuleret i bevidst at fordreje klimadebatten. Foto: DR.

Har delt research med NRK

’Kampagnen mod klimaet’ er en nordisk samproduktion med Yle, ligesom NRK arbejder på en version.

”Jeg har sendt mit manus og delt alt, hvad NRK ville have af min research, og samtidig har jeg haft stor glæde af, at NRK har hjulpet med research omkring norske olieforhold,” siger Mads Ellesøe om sit samarbejde med NRKs flagskibsdokumentarprogram ’Brendpunkt’.

”Jeg er jo kun interesseret i, at historien kommer så bredt ud som muligt, så den skaber det størst mulige tryk og impact. Det man er bange for som journalist er, at ens historie drukner”.

Mads Ellesøe er ikke bange for, at hans nordiske kolleger løber med historien og siger, at han kun har gode erfaringer med det nordiske samarbejde og den tillid, der bliver vist på tværs.

For ham er det ikke vigtigt at få æren for historien.

”Det vigtige er, at historien skaber debat. Seerne kan alligevel ikke huske, hvem der har lavet historien. Og alle dem, der skal vide det: ens kæreste, ens familie, branchefolk, redaktører og chefer og dem man gerne vil imponere, de ved jo godt, hvem der har lavet historien.”

Läs mer om aktuella och kommande nordiska samproduktioner i Nordvisions senaste årsrapport.