Af Ib Keld Jensen
SVT har årets bedste webudviklere. Det står fast efter, at ni arbejdsgrupper fredag havde præsenteret hver deres bud på en ny digital public serviceløsning.
De tre svenskere, Gustav Grusell, Finn Hermansson og Alexander Ekman, som nu kan kalde sig nordiske hackmestre, præsenterede en løsning som de selv kaldte ‘debate analyser’, et interaktivt debatværktøj som sætter seerne i stand til blandt andet at se bestemte personer i et program og udelukke andre.
I præsentationen var ‘debate analyser’ eksemplificeret ved et debatprogram, hvor seeren kan vælge ved hjælp af stemmegenkendelse og visuelle hjælpemidler kan vælge hvilke personer, man ønsker at høre tale. Man kan også ‘like’ personer, høre bestemte argumenter og måske mest væsentligt kan seerne kan med debat-analysatoren få overblik over, hvem der har fået mest taletid i løbet af debatten.
Et dommerpanel bestående af de digitale chefer for bolagene i Nordvision gav med overbevisende margin sejren til ‘debate analyser’.
“For det første var det en meget overbevisende prototype, som kombinerer et klassisk tv-program med et interaktivt element. Det involverer og aktiverer seeren. Interaktivt tv taler ind tiden, og giver en klar brugerværdi, når interaktionen har en værdi i sig selv som et ekstra lag i fortællingen,” kommenterede en af dommerne Michael Arreboe, digital chef for DR medier.
Flugter med strategiske mål
Nordic Hack Day er et årligt tilbagevendende frikvarter, hvor webudviklere og designere fra de nordiske public servicestationer i Nordvisionslandene kan mødes under uformelle former og skabe løsninger på småudfordringer som en travl dagligdag ikke efterlader tid til at løse.
Jesper Persson er ansvarlig leder for den tredje Nordic Hack Day, der denne gang var henlagt til DR Byen i København.
Til daglig er Jesper Persson porteføljeleder på webområdet i DRs Teknologisk Udvikling og han bemærkede især deltagernes evne til navigere inden for de retningslinier og strategiske mål, som ihvertfald gælder på DR.
“Det overrasker mig, hvor tæt udviklerne tænker i retning mod de strategiske mål med bud på moderering af kommentarer, de meget efterspurgte metadata og ønsker om brugerinteraktion. Jeg er også imponeret over, hvor langt folk kan komme på så kort tid. Flere af produkterne skal jo bare lige finpudses, for at man kan tage dem i brug,” siger han.
Hvad hvis vi skiftede valgsystem?
Generelt var budene af høj kvalitet og ideerne overraskende og udtryk for nytænkning, netop som ideen med den årlige nørdedag lægger op til. Deltagerne har frie tøjler til at lege med idéerne. En af dem kom fra SVT, der sammenlignede forskellige landes valgsystemer. Hvad ville der for eksempel ske, hvis man i Sverige havde det samme valgsystem som i Storbritannien, eller omvendt.
Med en interaktiv grafik illustrerede SVT med stor tydelighed, at det ville få ganske store konsekvenser for sammensætningen af den svenske rigsdag, og ikke mindst for det britiske underhus.
Et andet ambitiøst bud viste – trods nogle af de tekniske forviklinger, der altid opstår, selv når it-specialister skal præsentere – hvordan man via en digital assistent og med brug udelukkende af stemmekommando, kan bede om at få læst den seneste nyhedsudsendelse op og transkriberet samtidig. Og ikke nok med det.
I dette tilfælde blev svenske nyheder live oversat til dansk og transkriberet også live til et dansk, der både i tale og tekst lignede et næsten fejlfrit dansk. En tjeneste, der må have store perspektiver i forhold til at fritekstsøge i radioudsendelser.
Legerum frisat fra daglige krav
DRs digitale chef Michael Arreboe mener, at det giver en forhåbning og en forventning om, at programmørerne danner netværk og senere ser mulighed for at samarbejde på tværs, når de kender hinanden fra Nordic Hack Day.
“I forvejen arbejder de ud fra de samme tanker, virkeligheder og udfordringer. Og hér får de et legerum og bliver frisat fra de daglige krav.
NRK og DR har netop lavet en radio app sammen, og jeg håber og tror, at vi kommer til at se mange flere af den slags samarbejder på tværs. DR ligner SVT betydedligt mere end vi ligner anden stor dansk medievirksomhed, og der er brug for at forene kræfterne med udfordringer fra den kæmpe globale konkurrence vi møder fra Netflix, Facebook og Google,” siger Michael Arreboe.
Der er endnu ikke taget stilling til en, hvor en eventuel fjerde Hack Day skal holdes.
Nyheder
IT-nørdernes store frikvarter
Den tredje Nordic Hack Day i København blev endnu en opvisning i, hvor langt man kan nå med at folde en idé ud på blot 24 timer. Blandt adskillige gode bud gjorde SVTs interaktive debatværktøj størst indtryk på dommerne.