Hemmeligt mediesamarbejde bag afsløring af internationalt finansbedrageri

I næsten et år har danske og tyske journalister i dyb hemmelighed sammen gravet ind til kernen af svindel til mindst 55 mia. euro, som forleden blev breaket af DR, Yle og SVT sammen med 14 andre internationale medier. Læren er at, det er helt oplagt, at internationalt samarbejde er vejen frem for den undersøgende journalistik, siger en af journalisterne bag dokumentaren ’Mændene, der plyndrede Europa’.


Af: Ib Keld Jensen

I september 2017 faldt DR-journalisten Niels Fastrup tilfældigt over en artikel i den velanskrevne tyske ugeavis Die Zeit. Artiklen afdækkede en svindel over for tyske skattemyndigheder, der havde mange lighedspunkter med et opsigtsvækkende bedrageri mod Danmark. Svindlen involverede blandt andet amerikanske enkeltmandspensionskasser, ligesom de såkaldte 401 K-plans gik igen begge steder. Det kunne næsten ikke være tilfældigt, så han tog kontakt til journalisterne bag artiklen, som viste sig at være fra den tyske tv-station NDR.


Mycket pengar på spel. Foto: Scanpix.

“Det var simpelthen mindblowing at tale med dem. Vi talte i en time og fandt ud af, at vi begge havde brugt år på at grave i de samme mennesker, det samme netværk og den samme svindel,” fortæller Niels Fastrup.

Niels Fastrup og kollegaen Thomas Svaneborg aftalte herefter et møde i DR Byen i København med journalisterne fra NDR. Mødet blev indledningen til et omfattende hemmeligstemplet transeuropæisk journalistisk samarbejde.

“Bedrageriet mod de danske skatteborgere var trods det store beløb på 1,7 mia. euro, kun et lille hjørne af et lang større europæisk kup,” fortæller Niels Fastrup.

Han siger, at skattemyndighederne i en række europæiske lande til sammen kan være bedraget for et beløb på mindst 55 mia. euro.


DR-journalisten Niels Fastrup. Foto: DR.

25 journalister på sagen

Det internationale samarbejde er blandt andet foregået via det uafhængige undersøgende journalistikfællesskab, Correctiv. Sammenslutningen har været omdrejningspunkt i en koordinering af omkring 25 journalister, som arbejdede på sagen samtidig for 17 medier og delte deres research. Journalisterne havde indgået en musketéred om at breake historien samtidig og om at holde kortene tæt til kroppen samtidig med, at de har haft gavn af hinandens research.

“Samarbejdet har været fantastisk effektivt. Vi har fået adgang til kilder og information, som vi aldrig ville have mulighed for at tilgå selv,” fortæller Niels Fastrup og nævner som eksempel et baggrundsinterview med en Deutsche Bank-kilde i London. Desuden har Niels Fastrup og Thomas Svaneborg haft mulighed for selv at stille spørgsmål om den danske vinkel til en hemmelig insiderkilde.

En af udfordringerne har været at holde overblik over de mange dokumenter.

“Vi har anvendt en krypteret database, og det har givet store fordele i forhold til at dele research,” fortæller Niels Fastrup og viser på sin telefon, hvordan han kan tilgå debatter og krypterede filer i forskellige fora, som journalisterne deler med hinanden.

Han mener, at fremtiden for undersøgende journalistik overskrider de nationale grænser.

“Det er helt evident, at internationalt samarbejde er vejen frem for den undersøgende journalistik, og jeg tror, at vi alle kommer til at lære at begå os i grænseoverskridende samarbejder. Alle de store dagsordener som klima, højrepopulisme, migrantstrømme, terror, finansskandaler og misbrug af sociale medier overskrider netop de nationale grænser,” siger Niels Fastrup.


Yles producent Marko Hietikko. Foto: Yle.

Undersøgende journalistik skifter logik

Et af de medier, der er koblet på undervejs i samarbejdet, er Nordvisions-partneren Yle, hvor producer Marko Hietikko fra stationens undersøgende gruppe fik tilbuddet om at være med på et Nordvisions-møde.

“Vores udgangspunkt er, at vi gerne vil samarbejde, og det økonomiske finansielle system eksisterer på tværs af alle nationsgrænser, og derfor er alle nationalstater påvirket af sager som denne,” siger Marko Hietikko.

Han fortæller, at Yle blandt andet interesserer sig for, hvordan store banker gang på gang tildeles relativt store bøder, så det fremstår som om, man helt systematisk bryder loven uden intentioner om at lære af det.

“Samarbejde er den eneste vej frem for os i de små mediehuse i Norden, for det giver os tilsammen ressourcer, som ingen mediehuse har alene. Samtidig sikrer det en bred publicering. Det er umuligt at dræbe historien, spinne den eller tie for at mindske effekten. De større samarbejder giver på den måde uhørt større journalistisk tyngde.”

Han mener, at vi er på vej til at vende journalistikken 180 grader i forhold til den traditionelle journalistiske logik, som bygger på myten om den enlige helte-journalist, der arbejder på egen hånd og holder på sit scoop.

“I dagens medielandskab fungerer denne logik ikke, men hører fortiden til. Vi kan umuligt opnå den tyngde hver for sig, som vi kan sammen. Men det kræver også, at vi må stole på hinanden, og at alle følger de aftalte spilleregler”.

Ifølge Marko Hietikko er der en proces i gang i retning mod mere internationalt samarbejde i den undersøgende journalistik, og den peger i retning mod en professionaliseret publiceringsplan og fælles idéudvikling i det, han kalder ‘ægte samarbejde”.

“I dag foregår samarbejdet i Nordvision ofte på den måde, at man præsenterer sin idé, som man inviterer andre med på. Men det bliver sjældent et reelt samarbejde, fordi man måske har to måneders forspring i forhold til nye samarbejdspartnere,” siger Marko Hietikko, der understreger, at den form er der ikke noget galt med, men at tiden kalder mere og mere på ægte samarbejde, som han også ressourcemæssigt ser som en gevinst.

 

Indgik fælles Nordvisions-aftale med tyskere

Ole Hjortdal, der er chef for DR Samfundsliv har stået for at forhandle rettighedsaftaler på plads med NDR og han er inde på samme spor.

“Det er utroligt spændende, at der begynder at komme flere samarbejder på tværs af landegrænserne. Historierne skriger på det, og det giver samtidig mening, fordi redaktionerne er presset økonomisk. I virkeligheden er det jo Nordvisions grundidé vi folder ud i større skala hér,” siger Ole Hjortdal.

I det konkrete samarbejde har DR fra første færd i forhandlingerne med NDR sikret de nordiske rettigheder, så også de øvrige Nordvision-broadcastere kan få gavn af aftalen med de særlige vilkår, der gælder for nordisk public service-tv. Og den overvejelse bør også indgå i forhandlinger om fremtidige samarbejder med partnere mod syd. For Norden er trods alt et lille og mindre betydningsfuldt område for en national tysk broadcaster som NDR.

“Vi har en uudnyttet ressource i den undersøgende journalistik, og jeg mener vi fremover bør gøre mere for systematisk, at finde de emner, som har grænseoverskridende perspektiv,” siger Ole Hjortdal fra DR. 


Mændene der plyndrede Europa
Se dokumentären på DRTV här.