Hellere bedst end først

Alle public service-bolagene i Nordvision står med den samme udfordring. Hvordan skal man forholde sig til de sociale medier, som kommer buldrende ind fra alle sider. Forleden mødtes medarbejdere fra bolagene til det andet af fire seminarer for at udnytte hinandens erfaringer og sammen udvikle nye idéer.

Af Ib Keld Jensen

Vi kan ikke være de første, så lad os i stedet være de bedste, som en af deltagerne proklamerede i forbindelsen med to-dages seminaret om sociale medier i Malmö den 20. og 21. april.

Og helt i seminarets ånd blev budskabet leveret på den til lejligheden oprettede Twitter-strøm, som er et af de sociale medier, deltagerne var samlet for at idéudvikle på.

Det var anden gang ud af fire, at public service-stationerne mødtes til seminar med den klare hensigt, at inspirere hinanden og lære af de erfaringer man har gjort med sociale medier i de forskellige lande.

Som en af seminarets arrangører Susanne Dahlstrand, der er chef for SVTs sociale medier, sagde:

“Vi har eksakt den samme udfordring, men vi er ikke konkurrenter. Det giver os nogle store fordele. Vi kan udforske hvilken type af indhold, der fungerer på flere markeder, og vi har for eksempel mulighed for at gå sammen om store begivenheder og for eksempel producere infografics, som virkelig er public service.”

Susanne Dahlstrand fremhæver også formøderne, hvor cheferne mødes og for at lære og blive inspireret af hinanden som ”utroligt værdifulde”.

Og netop ved at samle de bedste erfaringer fra alle bolag kan man sammen og hver for sig arbejde i retning mod at være bedst, når man nu ikke er først.

Seminaret formede sig som en workshop på førstedagen, som var forløber for den konceptudviklingsproces, som de 60 deltagere sluttede af med på andendagen.

 

Supermotiverende cases

Imellem arbejdet i workshops fik hver organisation lejlighed til at præsentere en succeshistorie fra sin egen verden. Og det blev af flere deltagere fremhævet som et brugbart og inspirerende indspark:

“Det var supermotiverende at se de forskellige cases. Især blev jeg inspireret af ’DR3 uden tv’ og deres måde at skabe cool indhold bl.a. med videoklip. De tænker sociale medier først uden at tage afsæt i et bestemt program, som ellers er det almindelige,” fortalte Jyri Loikkanen fra Yles, kultur- og underholdningsafdeling.

Seminarets hovedoplægsholder var Zoë Triska, der er strategisk redaktør for det globale indhold på Huffington Post, som efter blot fem år i markedet nu er til stede på 10 sprog og i stadig flere lande. Over halvdelen af besøgene kommer nu uden for USA.

Zoë Triska fortalte, at 67 procent af Huffington Posts 186 mio. unikke brugere i 2016 anvender de sociale medier og at tallet stiger. Huffington Post bruger i princippet alle sociale medier. Fra Instagram til Pinterest, fra Periscope til Twitter og Snapchat.

 

Prøv jer frem og skift overskriften

“Vi skræddersyr indholdet til de forskellige medier. Der findes ikke én rigtig måde at bruge dem på. Man må prøve sig frem og se hvad der virker,” lød hendes anbefaling og nævnte at hvert medie havde sine styrker. Twitter er for eksempel god til nyheder, mens livsstilshistorier gør sig godt på Facebook og Instagram egner sig godt til opbygning af små fællesskaber. Pinterest er derimod Twitter modsætning, hvad angår hurtighed.

Men en ting er vigtig før man overhovedet går i gang betonede Zoë Triska:

“Kend dit publikum.”

Zoë Triska kom også med en række konkrete hands on-anbefalinger, og hæftede sig ved betydningen af en god overskrift.

“Den skal selvfølgelige fange øjet og invitere til klik, men den skal også indfri de løfter den giver, for ellers vil ingen dele den.”

Og hvis overskriften ikke virker, så skift den ud. Det er ikke noget problem at skifte, lige som man sagtens kan have forskellige overskrifter på Facebook og Twitter til den samme historie.

“Og husk, at det er lige så vigtigt at undersøge, hvorfor en historie ikke gik godt, som at den blev en succes.”

Redaktøren slog også et slag for videoklip, som deles seks gange så meget som teksthistorier og får fire gange så mange likes.

“Bliv videoekspert,” lød opfordringen fra Zoë Triska.

 

Public service-værdier ikke langt fra Huffington

Oplægget inspirerede deltagerne og satte public service-kanalernes situation i perspektiv:

”Jeg er overrasket over, at en privat spiller som Huffington Post i sin mission om at informere, inspirere, underholde og udvise handlekraft ikke er så langt fra public service-modellen.

Selvfølgelig er der markante forskelle. Vi ville aldrig kunne føre en kampagne mod den ene kandidat, som Huffington Post gør mod Trump,” sagde Johan Widerholm, udviklingschef, SVT Malmö.

Også onlinespecialist Cecilia Lönnehed, SVT Nyheter, fik ny indsigt:

“40 procent af brugerene kommer ind til deres indhold via startsiden. Hvad vi ellers hører er, at startsiden er død. Men det er den altså ikke, kan vi konstatere.”

 

Det næste seminar i Nordvision-regi finder sted i Helsingfors den 29.-30. november 2016 med Yle som arrangør.


Relaterat

Twitter: #nordvisionsocial

Stream från dag 1

Stream från dag 2