Betal for én – få tre dokumentarer

En ny fællesnordisk TV-dokumentar afslører, hvordan Skandinaviens største teleselskaber, svenske Ericsson og norske Telenor i mere end ti år har blæst på egne regler.

Dødsulykker, børnearbejdere, livsfarlige arbejdsforhold og miljømæssige katastrofer er dagligdagen for arbejderne i Bangladesh. Tusinder arbejder på fabrikker, der har kontrakter med to af Skandinaviens største teleselskaber, svenske Ericsson og norske Telenor. Det fællesnordiske dokumentarprogram ’Et tårn af løfter’ fortæller om disse forhold. Programmet sendtes i sidste uge i de tre skandinaviske lande, og det har allerede affødt kraftige reaktioner.

Dokumentaren er første del af en fællesnordisk undersøgende dokumentarserie med titlen ’Flip The Coin’. I serien kulegraver to journalister – Erling Borgen fra Norge og Tom Heinemann fra Danmark – nogle af globaliseringens skyggesider. De to øvrige dokumentarfilm sendes i efteråret 2008.

Samarbejde mellem de tre dokumentarenheder

Serien er blevet til i et samarbejde mellem de tre dokumentarenheder i SVT, NRK og DR. Hvert bolag har sine egne dokumentarformater og nationale særinteresser. Derfor har de to eksterne producenter leveret materialer som godt måtte redigeres eller versioneres nationalt. Tom Heinemann siger:

– Det har fra starten været en del af vores forslag til Nordvisions-aftalen, at vi respekterede de enkelte landes særlige ønsker om, at vinkle eller redigere filmene ud fra en national interesse-vinkel. Vi anser os ikke som producenter og tilrettelæggere af et ”kunstnerisk værk”, der ikke kan ændres. Derfor har vi – fra starten – givet redaktørerne fuld ret til at klippe, ned- eller omredigere de enkelte film.

Tom Heinemann og Erling Borgen har brugt en del tid på at versionere programmerne for at tilgodese de nationale identifikationer, bl.a. med at udskifte eksperter og medvirkende således at de taler det enkelte lands sprog. Tom Heinemann siger:

– På research-siden, er der tale om en del ekstraarbejde, men vi har en stor fordel i, selv at være to forskellige nationaliteter. Det har lettet en del grundarbejde, når vi på denne måde har kunnet bidrage med informationer om selskabsstrukturer og politiske forhold i Norge og Danmark. Vi er dog begge af den opfattelse, at man i denne type udsendelser ikke bør være så fikseret på national identitet. Det meste af det som forbrugerne omgives af, er frem for alt produceret af store multinationale virksomheder i de såkaldte lavtlønslande.

Normalt ønsker dokumentarenhederne har have fuld kontrol over hele produktionsprocessen, når der produceres undersøgende dokumentarprogrammer. Derfor har Heinemann og Borgen løbende skrevet notater, researchrapporter og status-rapporter, der er sendt til redaktørerne i DR, NRK og SVT.

SVT / Uppdrag Granskning (UG) har været hovedansvarlig og kontraktpartner for det første program i serien ’Et tårn af løfter’. Heinemann siger:

– Vi har løbende holdt møder med UG, hvor det f.eks. blev aftalt, at UG selv ville foretage konfrontationen med Ericsson, men at UG herefter stillede råbåndet til rådighed for os, så vi selv kunne redigere interviewet ind i det andet – mere traditionelle slot til DR og NRK. UG har ligeledes en ganske særlig kontrolfunktion, det såkaldte “Line-By-Line”, hvor redaktøren og jeg har gennemgået hver eneste påstand eller faktaoplysning i filmen, for på den måde at sikre at dokumentationen er 100 % i orden.

Et ”win-win” -projekt

Ser man på projektet fra såvel producent- som fra bestillerside, karakteriserer Tom Heinemann det som et ”win – win”- projekt for begge parter: Han siger:

– Man køber én – og får tre udsendelser til samme pris. Dette er den korte version, som enhver budget-planlægger må elske. Ganske som vi gør. Vi har fået en sjælden, ja næste unik mulighed for at få finansieret hele tre udsendelser. 

Vi viser jo også – i en multinational og globaliseret verden – at når tre public service stationer går sammen – så kan vi godt matche de multinationale virksomheder. Der er ikke skyggen af tvivl om, at Ericsson og Telenor har haft et par særdeles vanskelige døgn, hvor de er blevet konfronteret med nyhedsjournalister fra alle tre lande – på én og samme tid.

‘Flip the coin’ har fået støtte fra Nordvisionsfonden.

Se mere på: www.flipthecoin.org