Af Ib Keld Jensen
At anvende tegnefilmens virkemidler til at genfortælle begivenheder fra en fjern fortid, giver historiedokumentaren en helt ny streng at spille på. Det viser erfaringer fra en DR-dokumentar-serie om et dramatisk men glemt kapitel i Europas historie.
Motion comics
Dokumentar-serien om De hvide slaver er den første i Norden og muligvis i Europa, der gør brug af en ny animationsteknik kaldet motion comics. Kort fortalt er der tale om staccatoversion af en rigtig tegnefilm med lidt mere skabelonagtige tegninger og uden bløde glidende bevægelser.
I september blev tredje og sidste afsnit af “De hvide slaver” vist på DR2, og dermed også den sidste af de 12 halvandet minut lange animationer, som fortæller historien om en million europæere, der blev taget som slaver i Nordafrika fra 1500-tallet og 300 år frem. Af dem var 4-5000 fra de nordiske lande.
Enkelte beretninger er bevaret for eftertiden, og det er nogle af dem tilrettelægger Lisbeth Jessen har fået animeret.
“Når man ingen billeder har, er man meget overladt til talking heads. Her giver animationerne mulighed for at gøre historien vedkommende og underholdende uden at seriøsiteten går tabt,” siger Lisbeth Jessen.
Dokumentarprogrammer arbejder tit med stramme budgetter, og derfor er det begrænset hvor meget man kan benytte reenactment, hvor skuespillere genopfører historiske scener.
Animation fra Estland til Viborg
Animationerne kan gøres billigere, til en pris på 20.000 danske kroner pr. minut, selvom processen er omfattende. Lisbeth Jessen har selv skrevet tekst, mens storyboard er udarbejdet af en dansk tegner, som har sendt skitser til en tegnestue i Estland, hvor alle de mange tegninger, art work, er lavet, som så er sendt til The animation workshop i Viborg, hvor tegningerne er blevet animeret. Til sidst er der lagt lyd og musik på i Danmarks Radio.
Tilbagemeldingen fra det historiefaglige miljø har været positiv. Faktisk har en medvirkende historieprofessor rost animationerne til fordel for mere realistiske rekonstruktioner, fordi enhver kan se, at animationerne netop ikke er virkeligheden.
“Det er noget, jeg i den grad vil bruge igen,” understreger tilrettelægger Lisbeth Jessen.
De hvide slaver har både fået udviklingsstøtte og produktionsstøtte fra Nordvisionsfonden, mens YLE, NRK og RUV er coproducenter.
