5-årige bliver first movere

Populær norsk børneserie bryder magisk grænse, som den første hvor hovedparten af seerne vælger live-tv fra. NRK retter nu fokus mod børne-tv med færre mærkevarer og flere platforme.

Af Ib Keld Jensen

Hver gang den populære norske dramaserie Karsten og Petra er blevet set af fire børn, har de tre af børnene fulgt med via en tablet, en pc eller en smartphone. For det typiske er, at børnene har fravalgt live tv til fordel for catch eller andre medier.

Karsten og Petra er det første program, som havde flere seere på nettet end live. Siden er flere programmer fulgt efter med en tilsvarende overvægt til fordel for nettet,” fortæller Hildri Gulliksen, der er redaktør hos NRKs børnekanal Super.

Dermed er Karsten og Petra, som er en nordisk samproduktion, med et slag blevet first movere i den bevægelse, der længe har været i gang i retning mod mere tv-sening på nettet. Da gennembruddet stod klart for Hildri Gulliksen var hendes første tanke:

”At det sandelig var godt, at vi allerede havde en digital strategi”.

 

Fokuserer på sociale medier

Udviklingen får NRK til at ændre fokus.

”Ændringerne sker hurtigt. Vi må bruge flere penge på publicering for at nå børnene, hvor de er og færre penge på indhold,” fortæller hun.

Det betyder helt konkret, at NRK vil forstærke indsatsen markant på at være tydeligt til stede på sociale medier som YouTube og Instagram. Der bliver dog ikke tale om eksklusivt indhold. Alle programmer og materialer, som NRK publicerer på sociale medier vil sammen med yderligere materiale være at finde på NRKs egen hjemmeside, som man i alle tilfælde vil linke flittigt tilbage til.

”Vi ved, at YouTube er det allerstørste netsted for børn, så det må vi tage et ordentligt greb om og være systematisk til stede. Vi er nødt til at finde en ny balance,” siger hun.

Mens tv bliver mindre vigtigt for de mindste, får tablets – som nordmændene kalder netbret –  til gengæld en større betydning. Ved udgangen af 2013 havde 78 procent af norske børn adgang til en tablet, og andelen er voksende.

 

Lægger Fantorangen på Facebook

Den digitale strategi indebærer også et stærkere fokus på enkelte mærkevarer.

Hildri Gulliksen peger som eksempel på en anden yderst populær figur, dukken Fantorangen, som alle norske børn, ifølge Gulliksen, elsker.

”Fantorangen er en stor stjerne for de mindste, og udfordringen for os er at sikre, at Fantorangen bliver lige stor på mobilen og på netbret”.

Ved at satse stort på eksempelvis Fantorangen og andre særligt populære figurer med nye interaktive universer neddrosler NRK med en nødvendig prioritering til gengæld andre mærkevarer.

At flytte udsendelser over på sociale medier rummer imidlertid også udfordringer på rettighedsområdet. Af gode grunde har man ikke kunnet tage højde for YouTube, Instagram og Facebook i de tidlige rettighedsaftaler fra før medierne blev uomgængelige. Det efterlader NRK med et endnu uløst problem:

”Dér har vi en masse udfordringer, men endnu ingen løsninger,” som Hildri Gulliksen udrtykker det.