Af Ib Keld Jensen
Fordelene ved programudveksling mellem bolagene er åbenbare: Betal for en og få fire eller måske fem gange så mange programindslag. Man behøver med andre ord ikke at være matematikprofessor for at regne fordelen ud.Omvendt vil det være en overdrivelse at påstå, at arbejdet på tværs af landegrænser og bolag går som en leg.
Det kan koordinerende projektejer Rasmus Ladefoged, DR, tale med om.Han står i spidsen for en af årets mest bemærkelsesværdige samproduktioner i børnegruppen under titlen ”Kom og leg”, der involverer alle fem Nordvisions-bolag.
Grundidéen er en serie tre minutters sekvenser, som er uden tale, og som derfor heller ikke skal oversættes eller dubbes.På de tre minutter viser indslaget en traditionel leg fra et af landene. Det kan være fangeleg, ståtrold eller spark til dåse, lege, som er hurtige at lære, og som ikke kræver det store udstyr at sætte i værk.
“Tanken er at bruge indslagene som små fillers i andre programmer eller mellem de længere programmer,” fortæller Rasmus Ladefoged. “Der er tale om en klassisk programudveksling, hvor hver broadcaster leverer et antal klip,” tilføjer han.
Det betyder, at NRK, SVT og DR producerer hver 10 indslag, mens YLE og FST5 leverer tilsammen 9 og islandske RUV bringer 5 indslag til puljen. Ialt bliver det til 44 små tre-minutters klip.
Kommunikationen er en udfordring
Klippene produceres efter en fast skabelon med samme indledning, flow og grafik. Og det er en proces, der kræver en høj grad af planlægning, hvor en beslutningsprotokol og en nedskrivning af grundidéen kan være en god hjælp sammen med en effektiv kommunikation.
I hvert land skal en redaktør kommunikere beslutninger ud til de enkelte projektledere og tilrettelæggere. Hurtigt bliver temmelig mange mennesker involveret og en af udfordringerne er at bringe informationerne frem uden, at de bliver misforstået undervejs.
“På et tidspunkt under optagelserne så vi, at de oprindelige halvandet minut, der var afsat til hvert klip, viste sig at være for lidt. Derfor spurgte vi bredt ud, om nogen havde et problem med at lægge et minut oven i,” fortæller Rasmus Ladefoged, der kalder projektet for “superfedt.”
Ude på redaktionerne har medarbejderne i de enkelte lande gang i andre sideløbende projekter. Der kan være ferie, eller en tilrettelægger er gået på barsel og har ikke fået kommunikeret projektet videre. Under alle omstændigheder er der flere faldgruber, og en afgørende forskel i det nordiske arbejde er, at man ikke bare kan vende sig om på redaktionen og give en besked videre.
“Og faldgruberne skal man være meget opmærksom på ved en tydelig projektplanlægning med klare deadlines,” understreger Rasmus Ladefoged.
Eksempelvis har hvert land produceret underlægningsmusik, som så er blevet udvekslet. Helt unikt kan de enkelte instrumenter skilles ud, så man kan mixe lydsekvenser fra de enkelte lande.
“Men problemet var, at nogle lande allerede var færdige med deres klip, da de sidste lydsekvenser blev tilgængelige. Det kan man planlægge sig ud af en anden gang.”
Gensidig inspiration
Selv om opbygningen af de enkelte indslag ligner hinanden, kan der sagtens være forskelle iudtrykket, og på den måde er det vældig inspirerende at arbejde på et fælles nordisk projekt, mener Rasmus Ladefoged.
“Der er så mange gode idéer og nye input, når man arbejder på denne måde. Vi havde selv valgt at gøre vores indslag sjove og dynamiske,” fortæller projektejeren, der eksempelvis blev inspireret, da han så et af de andre nordiske indslag.
“Jeg så noget mere poetisk, magisk og hemmeligt ude i skoven. Helt anderledes end vores, men det var også en fed måde at gøre det på.”
Men legesekvenserne er ikke bare inspirerende og handlingsorienteret pauseunderholdning til programmerne i børnefladen. Også ved tilrettelæggelse af produktionen på redaktionerne er indslagene praktiske at have til til rådighed.
“Selvom man så vidt muligt bruger samme tilrettelægger på indslagene, så kan man bruge indslagene til at fylde ud for sine tilrettelæggere, der måske lige har et hul på et par uger,” siger Rasmus Ladefoged.
Når han ser tilbage på projektet, er han ikke i tvivl om, at fordelene ved nordisk samarbejde klart overgår ulemperne.
“Man skal vænne sig til at udfordringerne er nogle andre end sædvanligt først og fremmest, hvad angår kommunikationen. For at få alt det gode koster det bare en anden form for arbejde,” som han udtrykker det.
Det här är en av artiklarna som utkommer i årsrapporten senare i vår.
