RUV fandt nødvendig genvej hos DR

Høje kvalitetskrav tvinger den islandske public service-station til at finde penge uden for Saga-øen. Fælles nordisk indsats øger synlighed og minimerer omkostninger.

Af Ib Keld Jensen

Islandske tv-seere forventer samme høje kvalitet af deres nationale egenproduktioner, som seere i de øvrige nordiske lande. Men med kun 330.000 indbyggere er mulighederne for egen finansiering begrænsede, og den erkendelse har tvunget RUV til at finde penge uden for Island.

”Med ankomsten af nye platforme som Netflix og Hulu er seerne blevet mere kritiske over for det indhold, vi producerer. De vil ikke acceptere lavere kvalitet, bare fordi det er islandsk produceret. Seerne stiller krav, som et lille marked ikke kan finansiere selv,” siger Jóhannes B. Skúlason, der er international salgschef hos RUV.

Denne erkendelse førte for et år siden til, at RUV indledte et samarbejde med DR Sales.

En genvej på fem år
RUV havde aldrig solgt programmer før, så det var en helt ny verden, stationen trådte ind i. På forhånd havde researchet hos traditionelle agentdistributører, hos BBC, NRK og SVT, inden Jóhannes B. Skúlason via Nordvision havnede hos DR Sales. Og det har han ikke fortrudt:

”Vi har sprunget fem eller ti år over i forhold til, hvis vi selv skulle være nået så langt på egen hånd, som vi er i dag, ” fortæller han og fortsætter.

”De internationale indkøbere ved hvad DR står for, så der bliver lyttet til DR helt fra begyndelsen, når DR præsenterer vores materiale. Havde vi stået alene på for eksempel tv-festivalen i Cannes, ville vi have haft store problemer med at slippe igennem al støjen, og vi skulle først til at præsentere os selv og overbevise køberne om, at vi er værd at tage seriøst,” siger Jóhannes B. Skúlason.

RUV har bevist sit værd med dokumentarer og livsstilsprogrammer, men det er især for drama-serier som ’Trapped’ og ’Prisoners’, at islandsk tv har gjort sig internationalt bemærket. Det har været med til at bane vejen for den næste store dramaserie ’Valhalla murders’, som DR Sales arbejder på at få medfinansieret up front.

Nordiske tv-stationer gør fælles front
”Sammen med dramaserien ’Liberty’ er ’Valhalla murders’ meget efterspurgt på manuskriptstadiet. Udfordringen er at få indkøberne til at læse manuskriptet, og derefter tillid til at det nok skal blive godt. Der åbner det dørene, at man har haft noget af det bedste drama i verden, som mange har kigget på og at instruktør og producent har en track record,” siger Helene Aurø, salgs- og marketingchef hos DR Sales.

Hun peger på, at succesen baserer sig på et langt sejt træk.

”Det er en fornøjelse at arbejde sammen med RUV. Det er en meget lille del af det, man producerer, som man kan sælge, og det tager tid før man begynder at se resultater.”

DR Sales har været over 15 år om at opbygge det netværk og den kundegruppe, som afdelingen trækker på i dag, og som har bragt DR på landkortet hos de store stationer ude i verden.

”Det kommer ikke af sig selv, men kræver en intens og kontinuerlig markedsføring, og man bliver kun set, hvis man differentierer sig.”

På salgssiden har DR delt stand med YLE, RUV og SVT ved tv-festivalen i Cannes, og de nordiske public service tv-stationer er også gået sammen om egentlige nordiske tv-minimarkeder målrettet internationale indkøbere, senest i netop Reykjavik.

”Vi står stærkere og er mere synlige, når vi går sammen og samtidig er det med til at holde omkostningerne nede. Så jeg opfordrer gerne til endnu tættere nordisk samarbejde,” siger Helene Aurø, der peger på, at efterspørgslen er stigende.

Remake salg udgør ny trend
”Vi har oplevet en meget stor stigning i salg og eksport de seneste 6-7 år. Vi mærker især efterspørgsel fra Benelux-landene, England, Frankrig og Østeuropa. Og så ser vi en trend i retning mod salg af remake rettigheder, som vi næsten altid får udsolgt ved auktion.”

DR har solgt remake rettigheder til dramaserierne ’Borgen’, ’Arvingerne’ og ’Bedrag’, som der bliver udviklet på. Og der er allerede produceret en amerikansk version af ’Forbrydelsen’, som også er under udvikling i Indien og Rusland.