NRK først med gratis mobil-tv

Sammen med to ellers benhårde konkurrenter på det norske tv-marked er NRK gået i gang med at levere mini-tv uden om teleselskaberne. Idéen kan bredes ud til de øvrige nordiske lande, siger den norske primus motor.

Af Ib Keld Jensen

Et usædvanligt samarbejde med to kommercielle broadcastere og benhårde konkurrenter er første skridt på vejen til et landsdækkende sendenet for mini-tv i Norge. Sammen med TV2 Norge og Modern Times Group (MTG) sendte NRK de første tv-signaler ud i æteren i begyndelsen af maj, og siden har det været muligt at se mini-tv helt gratis i Oslo-området. På lidt længere sigt vil 90 procent af Norge være dækket af det digitale sendenet.

Norge bliver dermed  det første land i Europa, som tilbyder mobil-tv eller mini-tv, som parterne har valgt at kalde det for at signalere, at man sagtens kan se tv uden at have en mobiltelefon. Princippet er, at man skal have en lille modtager, som opfanger det digitale tv-signal. Signalet sendes til en skærm, der kan transmittere levende billeder, og det kan være en mobiltelefon, men behøver ikke være det. Og det er en central pointe, fortæller Gunnar Garfors, der er udviklingschef  i NRK og daglig leder for Norges Mobil-tv A/S.

Billig etablering

– Mobilselskaberne ville gerne have tv-signalet sendt over sim-kortet, så de kunne bevare en slags gatekeeper-funktion, men det var selvsagt ikke noget vi ønskede, siger Gunnar Garfors.

I stedet har de tre partnere valgt at konkurrere på indhold. I første omgang kan de Oslo-borgere, der har anskaffet sig en mobil modtager til 8-900 norske kroner vælge mellem seks tv-kanaler, nemlig NRK 1, 2 og 3 samt TV2 Norge, TV3 og TV2 nyheder. Prisen på modtageren falder dog efterhånden som efterspørgslen stiger, vurdere han.

Selvom billedet er småt – op til 6-7 tommer – så er der ikke problemer med at læse teksten. Den kan læses helt ned til 2,5 tommer fortæller Gunnar Garfors, der ser et helt nyt og meget interessant marked i mini-tv. Selvom der skal sættes master op over det meste af Norge, så er udgifterne til infrastruktur vældig små, og i det hele taget har etableringsomkostningerne ikke været store, selvom Gunnar Garfors ikke vil lægge konkrete tal frem. NRK har betalt en tredjedel af udgifterne som er finansieret over licensen.

I første omgang måles successen på, hvordan seerne tager imod det nye tilbud, mens egentlige forretningsmodeller endnu ikke er udviklet. Men både reklamer og betalings-tv kan blive en fremtidig indtjeningskilde.

Muligt Nordvisions-samarbejde

Han har kun godt at sige om det umage samarbejde. – Det er gået meget lettere end man skulle tro, siger Gunnar Garfors, der opfordrer andre bolag til at arbejde for en åben standard. Teknologien er ikke så vigtig, men det er vigtigt, at det er indholdsproducenterne, der styrer, og det er vigtigt at kringkasterne står sammen, mener han. Teleselskaberne må ikke komme ind i ejerkredsen, men de kan godt inviteres med i udviklingsfasen, mener han.

Samarbejdet kan sagtens udvides til også at omfatte de øvrige nordiske lande, så man etablerer et fælles nordisk net.

– Det er helt klart muligt, og vi stiller selvfølgelig gerne op. Det vil i første omgang kræve, at man tager initiativ i de enkelte i lande, siger Gunnar Garfors, der imidlertid vil føre idéen videre på et fællesnordisk møde i Stockholm midt i september.

Nærmere info på: http://www.minitv.no/

FAKTA

  • 300 sendere vil dække 90 procent af Norge
  • Systemet hedder Digital Media Broadcasting (DMB)
  • Mp3-afspillere, GPS-udstyr og håndholdte modtagere vil også kunne modtage mini-tv
  • Billede og lyd har højere kvalitet end eksv. Mobiltelefonernes 3G-net