Kunsten at tale om døden – et nekrologformat til den digitale tidsalder

Døden er det eneste sikre i tilværelsen, og alligevel taler vi sjældent om det. Med støtte fra Nordvisionsfonden har vi udviklet det digitale videoformat ”Nekrolog/Det sidste Ord”.

Af Simon Munkholm Philipsen

Afskeden med livet er fortsat et af de største tabuer, og samtidig er døden med største naturlighed allestedsnærværende i medierne hver eneste gang en kendt person går bort. Vi kender proceduren og formen: dagbladene trykker deres nekrologer, tv-stationerne laver portrætindslag, og nyhedsstrømmen på nettet dykker ned i arkivfotos og røverhistorier fra et levet liv. Alt sammen for at minde os alle om personens store betydning set gennem chefredaktørers, journalisters og tilrettelæggeres øjne, men det efterlader os samtidig med spørgsmålet om hvad vedkommendes egne tanker var om livet, døden og alt derimellem. Dét hul udfylder følgende format.

Med støtte fra Nordvisionsfonden har vi udviklet det digitale videoformat ”Nekrolog/Det sidste Ord”.
I hver video af 3-5 minutter optræder en kendt, dansk aldrende kulturpersonlighed. En af de medvirkende er den banebrydende psykolog og sexolog Sten Hegeler, som i dag er 93 år gammel. I skrivende stund er videoen både optaget, redigeret og vist til hovedpersonen selv. Og så er den lagt på lager. For videoen skal først vises på dr.dk, den dag Sten Hegeler går bort.

I videoen taler Sten Hegeler direkte til kameraet i en fortrolig tone om livet og døden.
Alle videoerne indeholder nogle faste spørgsmål:
– En besked til eftertiden (“Når I ser det her, er jeg død”)
– Hvad vil du gerne huskes for?
– Min historie
– Noget du fortryder?
– Et godt minde
– Jeg håber…

Visuelt er det holdt i sort/hvid og filmet i nære billeder i en konstant øjenkontakt med kameraet. Dette medvirker til det rene, poetiske og sårbare rum, og skaber en visuel tidløshed. Hvert element forsøges holdt i en uafbrudt talestrøm, således at hovedpersonen får talt ud – det virker ufint at klippe i overleveringen til eftertiden.
‘Min historie’-delen af formatet er dækket med håndholdte affotograferinger af vedkommendes værksted/stue/kontor: gamle fotografier, personlig memorabilia og genstande, der let kan knyttes til den medvirkende.  I videoens sidste element ser man den medvirkende skrive sin underskrift på et stykke karton. Lyden fra tuschen er det eneste man hører på lydsiden, og får overleveringen til eftertiden til at stå endnu stærkere i en tavs afslutning.

Etik
Døden er et emne, der i sin natur fremkalder mange følelser, og nogle vil uomtvisteligt afskrive formatet som makabert. Samtidig er der uomtvisteligt en opbyggelighed i at lade store kulturpersoner være med til at afmystificere, reflektere over og med egne ord selv kunne forme sit eftermæle. Den poetiske vægt i formatet er altafgørende, som en samtale der er bevægende, rørende og skrøbelig, men ikke ubehagelig. Formatet er et carpe diem, ikke et memento mori. I processen har der været mange etiske overvejelser og kyndig vejledning, og i forlængelse deraf er der udarbejdet en Q&A til de kritiske stemmer, der eventuelt måtte møde os. Medvirkende underskriver desuden en medvirkende-kontrakt, der er udarbejdet sammen med den juridiske afdeling.

Hvordan får man så folk til at medvirke?
At få folk til at medvirke i deres egen video-nekrolog er en proces, der tager tid. Som udgangspunkt har vi ringet til folk, for at høre om de ville mødes og have en uforpligtende samtale om formatet over en kop kaffe. Ved samme lejlighed har vi vist et eksempel på en af de producerede video-nekrologer. Derfra har medvirkende ofte brug for lidt betænkningstid, inden det endelige samtykke. Når det er på plads, kommer vi ud til det aftalte sted (bopæl, kontor, eller lignende), filmer omkring 40 minutter og får klippet video-nekrologen. Når den er produceret færdig, laver vi en ny aftale, hvor vi kommer ud til medvirkende, så vedkommende kan se sin færdige nekrolog.

Et lille format med stor betydning
Nekrolog-formatet er et oprigtigt forsøg på at lave vægtig public service-indhold på nettet, der i sin grundtanke gerne skulle gøre samtalen om døden lettere. Hvis man i et format på 3-5 minutter kan få brugeren/seeren til at gøre sig overvejelser om sit eget levede liv, og den uomgængelige afsked med selv samme, er der åbnet for et nyt potentiale i korte digitale formater.