Kunsten at samarbejde om Euro 2016

DR, NRK, SVT og Yle har alle rettighederne til det kommende Europamesterskab i fodbold i Frankrig (Euro 2016). Derfor opstod idéen om, at have et digitalt samarbejde mellem sportsredaktionerne for at give seerne og brugerne en bedre oplevelse, men også for at teste et muligt samarbejde til andre fremtidige internationale sportsevents.

Af Henrik Hartmann

 

På en to dages workshop i DR byen i slutningen af maj mødtes udvalgte medarbejdere fra sportsredaktionerne i DR, NRK og SVT. Formålet med workshoppen var at få planlagt og koordineret samarbejdet omkring Euro 2016. 

Planen er, at man under det en måned lange event daglig er i kontakt med hinanden. Man har en ambition om, at man hver dag skal dele reportager fra Frankrig, billeder, tekster, live feed, eksperter og gæstelister. Man skal også orientere hinanden om de respektive dagsplaner, så man på forhånd og løbende kan planlægge og koordinere arbejdet.

 

Euro 2016 Superguide

Ud over dette samarbejde, arbejder DR og NRK også tæt sammen om en ”superguide”, hvor alle hold præsenteres med særlig vægt på det visuelle og grafiske.  Hvert deltagende land i Euro 2016 bærer sin egen historie ind i den kommende turnering i Frankrig og disse baggrundshistorier samarbejder DR og NRK omkring.  

Ellen Rian er prosjektsjef i NRK Sport. Hun fortæller:

”Jeg er meget spændt på at se, hvordan vores superguide træffer publikum. Men allerede nu kan jeg sige, at jeg selv har lært rigtig meget af dette samarbejde. På den ene side ”koster” det tidsmæssigt meget at samarbejde så tæt, og det er krævende. Men vi sidder jo også tilbage med et super produkt, som måske er bedre end det vi selv i NRK kunne have produceret.”

 

Kommunikationen er nøglen til succes

På workshoppen i DR Byen blev der brugt meget tid på at diskutere og planlægge kommunikationen og koordineringen af samarbejdet.  Via Slack, mail, Nordif3 og live feed udveksles dagsplaner, spørgsmål, tekster, billeder og video. Et daglig to holdskift på alle sportsredaktionerne er med til at komplicere samarbejdet.

Bobby Baksi er intakeansvarlig på SVT sporten under Euro 2016. Han fortæller:

”Det giver jo rigtig god mening at samarbejde omkring Euro 2016, såvel økonomisk og som indholdsmæssigt. Vi snakkede rigtig meget om kommunikation på vor workshop i DR Byen. Det er nøglen til at det skal komme til at fungere. Hvis vi kan få dette til at fungere når Euro 2016 er i gang og vi fornemmer, at vi får en merværdi ud af det – så tror jeg, vi kan samarbejde endnu mere i fremtiden.”

  

Et større perspektiv

Idéen om at samarbejde omkring Euro 2016 opstod på baggrund af VM i fodbold i Brasilien i 2014. Her brugte DR rigtig mange ressourcer og redaktør i DR medier (dr.dk) Jes Højen Nielsen tænkte, at man måtte både kunne spare penge og tilføje kvalitet ved at samarbejde om store sportsevents. Jes Højen Nielsen fortæller:

”Ambitionen er, at få mere kvalificeret digitalt indhold ud af samarbejdet. Ved at have tre supplerende ”kilder”, der alle leverer digitalt indhold ind til samarbejdet, så har vi mulighed for at forædle det bedste og udkomme i en højere kvalitet. Det jeg allerede har set, på det samarbejde vi har med NRK omkring superguiden, ser rigtig godt ud. Vi var ikke kommet så langt selv, og vi havde ikke fået dette flotte produkt på banen, hvis vi selv skulle have produceret det hele.”

Lykkedes dette samarbejdet har det et yderligere perspektiv for Jes Højen Nielsen. Han fortæller:  

”Vi ønsker at bruge det fulde potentiale på vores rettigheder til Euro 2016, og eventuelt til kommende internationale sportsevents. Vi ønsker at give vores brugere en unik digital oplevelse før og under Euro 2016. Det tror vi absolut ​​vi kan gøre bedre sammen med NRK og SVT.”

Euro 2016 har modtaget såvel udviklingsstøtte som produktionsstøtte fra Nordvisionsfonden.

 

Relaterat

UEFA EM 2016 på DR – Vive la Bryggen

Slik blir fotball-EM på TV

Nu börjar fotbollsfesten i SVT!