Ib Keld Jensen
Debatten, om hvordan opdragelse og uddannelse bør foregå, har stået på siden antikkens Grækenland. Er mennesket et offer for sine drifter, der skal tugtes til udvikling, eller udvikles man i virkeligheden bedre gennem opmuntring og ved hjælp af sin egen indre vækstkraft.
Skåret ind til benet har kampen mellem netop de to opfattelser pågået op gennem historien med afsæt i to forskellige menneskesyn med Platon på den ene side og sofisterne på den anden.
Og denne konflikt afdækker projektleder og idémager Görel Elf, UR, i en miniserie på syv korte fem-minutters programmer og en sammenfattende halv times udsendelser under fællestitlen ”Kærlighed og disciplin” med undertitlen ”Uddannelsens historie”
Görel Elf tager seerne gennem forskellige tidsperioder og møder nogle af giganterne i idéhistorien.
Rejsen bringer seerne til Oxford, til Tyskland og til verdens ældste folkehøjskole Rødding Højskole i den sydlige del af Jylland i Danmark. Rundt omkring på de forskellige uddannelsessteder bliver lærere, elever og andre aktører interviewet om deres syn på undervisning, om jagten på den absolutte sandhed, som Platon forfulgte eller på den enkeltes indre sandhed, som sofisterne argumenterede for ud fra en tanke om, den, der formår at overbevise andre, ejer sandheden
Det er på skuldrene af de gamle grækeres forskellige menneskesyn debatten står.
Debat pågår idag
“Det interessante er, at skoledebatten pågår i Sverige, hvor undervisningsministeren kræver mere disciplin og karakterer tidligere i skoleforløbet. Det foregår nu, men det overraskende er, at debatten er så utrolig gammel,” siger Görel Elf, der tilføjer at lignende diskussioner foregår i andre nordiske lande og at for eksempel engelske og spanske aviser beretter om en tilsvarende situation, og det er den debat programmerne er med til at sætte perspektiv på.
“Det er en temmelig vigtig sag, at se hvilken tradition, man befinder sig i,” siger Görel Elf, der har stået med en klassisk udfordring: At levendegøre historien til en tv-virkelighed.
UR har benyttet sig af tegnede animationer for at illustrere Platon og andre af historiens kæmper. Desuden har kameraholdet været i København for at fotografere i samlingen af historiske statuer på Glyptoteket, for at tilføre serien det historiske vingesus.
Nordisk udsyn
Serien er en samproduktion med YLEs svensksprogede kanal FST og DR, og den følger i sporet på to andre Nordvisions-programserier med uddannelse som afsæt: ”Lærere på udebane” og ”Det demokratiske klasserum”, som Görel Elf også har været medtilrettelægger af i Nordvisions regi.
“Det giver jættemeget, at kunne træffes og diskutere et fællesprojekt og at lave manusudvikling sammen,” siger Görel Elf, der især glæder sig over det udsyn hun får, når hun arbejder sammen med kolleger fra andre lande.
For selvom de nordiske lande er ens på mange måder, er der alligevel forskelle, som kommer til udtryk og bliver en styrke, når man samarbejder.
“Desværre har vi ikke tid og råd til at træffes så meget som vi gerne vilde, så en del foregår via telefon og mail. Men det er ved møderne at energien opstår.”
“Og det er vældigt givende,” erklærer Görel Elf.
Artikeln ingår i Nordvisions årsrapport som utkommer senare i vår.