Jorden rundt på 80 tweets

NRK vil sende en kvindelig reporter jorden rundt på 80 dage uden en krone på lommen kun bevæbnet med en tablet, en telefon, 800 venner på Facebook og 1000 følgere på Twitter.

Af Ib Keld Jensen

Udfordringen er klar. Kan dit elektroniske netværk føde dig, huse dig og transportere dig jorden rundt på 80 dage.

Men hvor Jules Vernes hovedperson,  Phileas Foggs ,  i den navnkundige roman kunne betale sig til overnatning, mad og transport, må NRK-reporteren klare sig med hjælp fra Facebook-venner, venners venner, Twitterfølgere samt gratis internettjenester som couchsurfing.org.

I bagagen er en tablet og en telefon, men rejsen foregår helt uden kreditkort og kontanter. Finder man ingen steder at sove, må man sove ude, og finder man ingen mad, må man sulte. Sådan er programkonceptets barske realiteter. Hvor Phileas Fogg havde Passepartout, så ledsages den kvindelige reporter af en mandlig fotograf.

Redaktionen åben døgnet rundt

En af de store udfordringer i udviklingen af konceptet har været sikkerhedsspørgsmålet.

”Det har ligget os meget på sinde. Derfor er det helt afgørende, at der hele tiden er folk til stede på redaktionen, som reporterne kan komme i kontakt med døgnet rundt, hvis noget uventet eller kritisk skulle opstå,” fortæller journalist/programleder Per Olav Alvestad, NRK.

Idéen kan minde om det amerikanske programkoncept Amazing Race, som sender en halv snes kærestepar jorden rundt.

Men hvor man i det amerikanske koncept rejser efter en fastlagt rute med indlagte udfordringer undervejs og en konkurrence om at komme først, så har Jorden rundt på 80 tweets, det uformelle, overraskende møde mellem mennesker i fokus.

”Der er tale om ægte møder mellem helt almindelige folk og derfor er en af udfordringerne også, om vi hver dag kan levere stof, der er godt nok. Når vi banker på hos en mand i Karachi, vil reportagen derfor være redigeret,” fortæller Per Olav Alvestad.

Selvom der vil være tekniske udfordringer rundt om i verden, så vil det være muligt teknisk muligt at sende live, vurderer han.

”Vi har erfaringer med daglige liverapporter fra Nordpolen, så det skulle nok kunne gå.”

Programkonceptet er endnu under udvikling, og i første omgang arbejder NRK hen i mod en pilot, som blandt andet skal give klare svar på, hvordan studiet skal spille sammen med de rejsende. På længere sigt kan en egentlig dyst mellem de nordiske lande komme på tale, men i første omgang arbejder NRK hen mod en ren norsk version.

*Jorden rundt på 80 tweets vandt den første Nordvisions-konkurrence under formatet Ung. Foreløbig skal idéen genpitches til foråret.

”Hvis alt går vel, skulle vi idéelt set være klar til høsten 2014” siger Per Olav Alvestad.