Julie Mørkeberg / DR
“I dag får I ikke en sjov hue eller et diplom. I har fået noget, der er vigtigere. I har fået viden, netværk og sat forandringer i gang i hele DR.”
Sådan lød det, da Dorte Spiegelhauer, underdirektør i DR Kultur, holdt tale til konferencen “Public service på sociale medier”, som samtidig var afslutning for det første hold på DRs Akademi for Sociale Medier.
Talenter og ny viden
Pia Hauge Bentsen fra DR Kommunikation og Presse er hjernen bag Akademi for Sociale Medier. Til konferencen fortalte hun, at ambitionen for projektet er at udvikle frontløbernes kompetencer på sociale medier. Hun håber, at akademiet vil kunne frigive talenter og ny viden.
Søstre svarer på SnapChat – ikke på mail
Erkan Özden fra DR Nyheder var vært på konferencen og er selv en af de 25 frontløbere fra akademiet. Han fortalte, at han har svært ved at få svar fra sine yngre søstre, hvis han sender dem mails. Derfor oprettede han en profil på SnapChat, og her gik der mindre end et minut, før hans søstre havde reageret og var i dialog med ham.
”Vi skal lære at omfavne sociale medier,” siger han.
Akademiet fortsætter
Generaldirektør Maria Rørbye Rønn holdt tale til konferencen. Hun meddelte, at Akademiet for Sociale Medie fortsætter. Et nyt hold frontløbere skal optages på næste hold, og derudover er der nyt i vente for de graduerede frontløbere på første hold. ”Men bliver der afsat ressourcer til det?,” spurgte Erkan Özden generaldirektøren.
”Ja, det gør der, og det kommer der mere information om. Det er noget, vi har fokus på, og som vi rigtig gerne vil prioritere,” forklarer hun og siger yderligere, at det stemmer godt overens i forhold til at implementere DRs strategi ’Værd at dele – stadig original, mere digital’.
Pia Hauge Bentsen fortæller desudem, at akademiet fortsætter henover efteråret med endnu større volumen.
“Der kommer hele tre hold for henholdvis medarbejdere, chefer og for medarbejdere med særlig interesse i digitale fortælleformer,” siger hun.