Seeradfærden i danske hjem er under hastig forandring, og det tager DR nu konsekvensen af i sine seertalsmålinger.
DR indfører et nyt streamingmeter, som via routeren i husstandene måler videoseningen på alle enheder. Det vil sige smartphone, tablet, computer, chromecast og alle andre devises. Selv når man er ude af huset og ser video via telefonnettet eller en fremmed wifi-forbindelse vil videoseningen modsat tidligere blive målt.
Det betyder, at DR bl.a. får informationer om køn og alder på tværs af streaming og traditionelt tv.
“Det er et kæmpe skridt og en stor mangedobling i vores mulighed for at måle streaming. For at illustrere proportionerne så målte vi før 5 minutters streaming om dagen. Fremover kommer vi til at måle 115 minutter,” fortæller Dennis Christensen, der er chef for DR Medieforskning.
DR har efter udbud valgt Nielsen til fremover at stå for at måle tv-seningen. Aftalen med Nielsen er indgået med TV 2, DR, NENT Group og Discovery Networks og løber til og med 2026. Det betyder samtidig et farvel til Kantar Gallup, som har målt danskernes tv-adfærd siden 1992.
Al streaming bliver målt
Al videostreaming, som foregår i husstanden, vil blive målt, uanset om man ser DRTV, TV 2 Play, Netflix, Viaplay, Discovery+, HBO Max, YouTube eller en video på TikTok. Seertal på programniveau vil dog kun være tilgængeligt for de parter, der har implementeret Nielsen-målingen, og det betyder, at det ikke er muligt at måle, hvad seerpanelet konkret ser hos streamingtjenesterne.
“Det er klart, at det giver et ufuldstændigt konkurrencebillede. Men hvis Netflix lancerer en ny sæson af ‘Stranger things’ og seningen pludselig ændrer sig markant, så er det også en information vi kan bruge,” siger Dennis Christensen.
Den ny målemetode er sammen med streamingens stadig mere dominerende position samtidig et farvel til seertal, som et konstant fast tal.
“Seertal som vi kender dem, findes ikke længere. Tallene ændrer sig hele tiden,” fortæller Dennis Christensen, der ser frem til mere præcise målinger.
“Nu skal vi til at måle på mennesker og ikke på maskiner. Det er betyderligt mere retvisende,” siger han og peger på, at gentagne klik på den samme video, fremover kun vil tælle som en.
Det betyder, at hvis eksempelvis et barn ser den film på Minisjang igen og igen, så vil det modsat hidtil fremover kun tælle som én visning.
“Når en video krydser en million visninger, så betyder det ikke, at en million mennesker har set den. Men det vil det gøre fremover,” konstaterer chefen for DR Medieforskning.
Målingerne vil som hidtil blive foretaget via et seerpanel og vil også som hidtil være offentligt tilgængelige.
Frem over vil DR kunne måle sening på programniveau på bl.a. disse kanaler:
DRs kanaler inklusive streamingkanaler som DR3 og Minisjang
TV2s kanaler inklusive TV2 News, Charlie, TV2 Play mv.
TV 3, 3+, TV3 Sport, alle 10 Viaplay-kanaler
Kanal 4 og 5. 6’eren, Canal 9, Animal Planet Eurosport 1 og 2 og fire Discovery-kanaler