Af: Ib Keld Jensen
Da Poul-Erik Heilbuth havde arbejdet mange måneder med sin research til den nu Emmy-nominerede dokumentar ‘Menneskesmuglerne’ fandt han fra en kilde ud af, at en svensk dokumentarist var i gang med et lignende projekt.
“Det viste sig, at han havde fundet frem til mange af de samme kilder, som jeg måneder forinden havde interviewet, men siden klippet ud, da min dokumentar tog en anden retning. Vi sidder med andre ord og bruger hver især måske en måned eller halvanden på at researche os frem til de samme kilder, og det er jo ophøjet spild af tid,” siger Poul-Erik Heilbuth.
Efter 40 år som tv-journalist har den danske dokumentarist en anselig produktion bag sig. Mange af sine 12-13 dokumentarer har han produceret i reelt redaktionelt samarbejde med tyske NDR og senest også med ZDF.
“Jeg har også samarbejdet med nordiske public service-medier, men meget ofte efter den mest typiske model hér i Norden, hvor en co-produktion som regel består i, at man kaster 50.000 kroner efter en dokumentar, så man kan søge Nordvisions-fonden. Men derefter er der reelt intet samarbejde. Og det bør laves om,” mener han.
Poul-Erik Heilbuth fremhæver det netop søsatte dramasamarbejde, som indebærer et forpligtende samarbejde på tværs af landegrænserne, og som generaldirektører i alle fem Nordvisions-lande har givet hinanden håndslag på.
Stordriftsfordele
Internationale dokumentarer er sammen med drama-produktion langt det dyreste tv, som produceres og de vil typisk timeprismæssigt være dyrere end selv de dyreste underholdningsformater. Og ikke sjældent dyrere end en dramaproduktion.
Samtidig er de nordiske public service tv-stationer under pres fra flere fronter.
“Vi må se i øjnene, at vi ikke får flere, men snarere færre penge at producere for. Samtidig stiger kvalitetskravene, fordi amerikanske tech-giganter har godt fat i det nordiske publikum med både slagkraftige enkeltstående dokumentarer og ikke mindst serier. Og vi må være ærlige at sige, at mange seere søger på Netflix, før de søger på DR, hvis de har besluttet sig for at se en dokumentar,” mener den erfarne tv-dokumentarist.
Han vurderer, at vi Norden har så meget fælles gods, at det er oplagt at udnytte nogle stordriftsfordele.
“Jeg har rejst meget på internationale filmfestivaler, og det slår mig, hvor forbavsende ens vi er. Vi har den samme høje production value, vi ligner hinanden til forveksling, når det kommer til etik og moral, evnen til at researche og krav til fairness,” siger han.
Poul-Erik Heilbuth er overbevist om, at det er muligt at øge effekten af de midler, hvert enkelt public service-medie råder over og nævner to eksempler.
“Jeg har lige siddet og forhandlet med en tysk privat producent og prisen for at være med i et projekt. Jeg blev klar over, at de øvrige nordiske public service-medier sad i en lignende forhandling og det havde da være helt oplagt at gå efter en samlet pakke. Det er jeg sikker på, at vi kunne have fået til 50 procent af prisen, siger han og forklarer, at private producenter kan søge fonde, når de har samlet et vist antal point.
“Det ville være til fordel for alle parter. Producenten kunne på en gang samle point fra alle fem lande, og vi kunne opnå en billigere pris.”
Superskarpe til nationale cases
Noget af de dyreste ved internationale dokumentarer er rejseomkostningerne, og der vil være store fordele at opnå ved at forberede nationale cases og så sende et enkelt tv-hold afsted efter det internationale optage- og researchmateriale, mener Heilbuth.
“Vi skal træne os i at blive superskarpe til at fylde nationale cases på,” siger han og er forberedt på, at nogle anser tværnationalt samarbejde som besværligt. Og Heilbuth anerkender, at der er udfordringer.
“Der kan være tekniske hindringer og redaktionelle udfordringer, og nogle gange er tv-holdet uden for ens ledelsesmæssige kontrol for slet ikke at tale om sprogbarrierer, som især unge oplever. Men samtidig er det på alle måder nemmere at lave tv i dag. Teknik og overførsel er meget enklere. Vi er nødt til at tage ved lære af YouTube og ændre på indgroede vaner,” siger Poul-Erik Heilbuth, der samtidig erkender, at han ikke har en skinnende grydeklar model for, hvordan et udvidet samarbejde skal organiseres.
Han mener, at det er oplagt, at det kommer til at ligge i Nordvisions-regi.
“Som jeg har forstået det rejste Nordvisions ansatte Norden tynd for at udvikle en model for et fælles drama-samarbejde og jeg forestiller mig, at man gør noget tilsvarende med dokumentarerne,” siger han og tilføjer:
“Man skal undgå en stor buldrende tung organisation. Det skal være let at gå til,” siger Poul-Erik Heilbuth.
Åben for idéen
Nordvisions generalsekretær, Henrik Hartmann, er åben over for et tættere nordisk samarbejde på dokumentarområdet.
”Vi har allerede et godt samarbejde på tværs. De nordiske undersøgende redaktioner jo f.eks. har haft reelle samarbejder omkring Panama Papers, Grænsekontrol-projektet og projektet ’Bitre druer’ om vinproduktion i Sydafrika. Men Poul-Erik Heilbuth har en pointe i, at samarbejdet kunne koordineres endnu bedre, både på redaktionsniveau, men jo også omkring publicering.”
Henrik Hartmann erklærer sig enig i, at den internationale undersøgende dokumentar godt kunne lade sig inspirere af den nordiske aftale om styrket dramasamarbejde, og at det kunne være en attraktiv vision, at gøre de nordiske public serviceudbydere til det sted, hvor folk i Norden finder de bedste og mest væsentlige nordiske og internationale dokumentarprogrammer.
”I første omgang vil jeg bringe idéen videre til de respektive dokumentarafdelinger og lytte til, hvad deres feedback,” siger Henrik Hartmann.
