2. verdenskrig i Skandinavien

Et nyt nordisk samproduktionsprojekt fortæller historien om 2. verdenskrig kun ved hjælp af arkivmaterialer, som aldrig før er vist i nabolandene. Tilrettelæggere, researchere og arkivfolk fra Norge, Sverige og Danmark arbejder sammen om en helt ny programserie.

Henrik Hartmann

Danmark, Norge og Sverige oplevede 2. verdenskrig vidt forskelligt, hvilket stadig trækker spor i samfundet i dag. I anledning af 70-året for afslutningen af 2. verdenskrig er DR, NRK og UR i Sverige gået sammen om en ny dokumentarserie fortalt i 5 episoder af 30 min., kun ved hjælp af arkiv og dagbogsnotater.

Først fik projektet De fem år udviklingspengene, som blev brugt på at researche, redigering af en dummy, og skaffet arkivmateriale i NRK’s, SVT’s og DR’s arkiver. Nu er produktionen af serien i fuld gang.

Stor redaktion fordelt mange steder

De tre tilrettelæggere på programserien sidder i DR, er danskere, men der foregår et tæt samarbejde mellem researchere og arkivmedarbejdere i NRK, UR og DR. Cecilie Nielsen er en af tilrettelæggere på programserien. Cecilie Nielsen fortæller:

”Det vi laver, er ikke lavet før, og der er faktisk heller ikke skrevet særlig meget om, hvad der sker i de tre skandinaviske lande på samme dag og klokkeslæt. F.eks. da Tyskland går ind i Sovjet eller på selve dagen, hvor Danmark og Norge bliver besat af Nazi-Tyskland. Da vi skal fortælle den skandinaviske historie, betyder det jo vildt meget, at vi har de folk siddende i NRK og UR til at hjælpe med research og arkivklip”.

DR´s historie og tro- redaktør Nille Westh supplerer:

”Vi havde et fælles nordisk opstartsmøde, hvor vi fremlagde nogle af vore tanker, heldigvis var der et forbavsende stort samsyn omkring emnerne. Det var fuldstændig uvurderligt, at vi havde dette opstartsmøde. Vores ambition er i øvrigt, at vi skal mødes en til to gange endnu, inden serien er færdig”.

Kæmpe arkivmateriale

Stort set alt materiale er overført via Nordvisions digitale distributionssystem, Nordif3. Umiddelbart var der en bekymring for, at det ville blive en stor udfordring at få tilgængeliggjort så meget arkivmateriale, fra de tre landes arkiver. Nille Westh fortæller:

”Desværre var det ikke clearet på chefniveau, hvordan vi skulle kunne søge og finde de bedste klip i arkiverne og få dem overflyttet til DR. Flere aktører var ligeledes bange for, at Nordif3 hurtig ville være fyldt op, når vi skulle flytte disse store mængder af materialer mellem arkiverne. Men det fik vi løst bl.a. ved hjælp fra vore lokale medarbejdere. Vi er heldigvis endnu ikke stødt på problemer…”.

”Noget, der har været helt fantastisk er, at vi har fået alt, hvad der er lavet af Sveriges Radio (SR) under 2. verdenskrig. Der er i Sverige produceret nye moderne introer til alt materialet, lagt ind kronologisk. Det er jo helt fantastisk at få fingrene i som historiker”, fortæller Cecilie Nielsen.

Inspiration og nye ideer

De nordiske historieredaktioner har de sidste par år mødtes og inspireret hinanden jævnligt. Senest har gruppen produceret en historisk dokumentar om SAS, som både var støttet med udviklingsmidler og produktionsstøtte fra Nordvisionsfonden, og som blev vist primetime i DR, NRK og SVT. Redaktør Nille Westh fortæller:

”Vores nordiske historie og arkivnetværk er meget brugbart. Dette netværk er selve grunden til, at vi har dette eksisterende samarbejde. Det er både inspirerende og spændende at se hvilke programmer, de laver i de andre nordiske lande. Men vi er jo forskellige på den måde, at vi i DR har en decideret historieredaktion. Det har de desværre ikke i de andre nordiske lande. Til gengæld har der været en god kemi i netværket”.

Både Nille Westh og Cecilie Nielsen har flere nye idéer til projekter, de gerne ville sætte i gang nordisk. Cecilie Nielsen fortæller:

”Jeg synes, vi ved forbavsende lidt om nabolandenes historie. Jeg kunne godt tænke mig at lave historien om, at vi har tilhørt samme land engang. Vi har også talt om den nordiske velfærdshistorie, og hvordan vi måler os op mod hinanden. Hvordan vi ser på frisind og ytringsfrihed”.

Programserien De fem år er klar til udsendelse omkring 9. april 2015.