RUV: Vi er hjemsted for nordisk tv

For seks år siden besluttede ledelsen hos islandske RUV sig for at skifte fokus væk fra amerikansk produceret tv i retning mod især nordisk og europæiske tv-programmer. Særligt nordisk tv-drama har drevet omstillingen.

RUV:s dramaserie The Minister. Foto: RUV.

RUV:s dramaserie The Minister. Foto: RUV.

Nordisk tv-produktion oplever en gylden periode og anses for at være blandt det bedste i verden.

Sådan siger Skarphéðinn Guðmundsson, der er programdirektør ved den islandske public service tv-station RUV.

Og netop kvaliteten af nordisk tv-produktion var en af årsagerne til, at RUV i 2015 foretog et drastisk skifte i tv-stationens programplanlægningspolitik.

"Vi kunne ikke fortsat retfærdiggøre blot at have det samme indhold, som seerne kunne finde alle mulige andre steder," siger programdirektøren med henvisning til konkurrerende kommercielle tv-stationer og ikke mindst internationale streamingtjenester, hvor især amerikansk produceret tv dominerer.

"Vi besluttede os for at gøre RUV til hjemsted for nordisk tv, og på den måde differentiere os med indhold, som kun vi har."

Drivende i omstillingsprocessen var og er især nordisk tv-drama.

"Og introduktionen af Nordic12 var perfekt timet i forhold til omstillingen," siger han med henvisning til det nordiske tv-dramasamarbejde fra 2017, som sikrer, at der hvert år kommer mindst 12 nordiske voksen dramaproduktioner til fri visning for lineær tv og streaming hos de nordiske public service-broadcastere i Nordvisions-samarbejdet.


Skarphéðinn Guðmundsson, der er programdirektør ved den islandske public service tv-station RUV.

RUV har markedsført dramaserierne massivt og har blandt andet de seneste tre år produceret en samlende trailer, som giver smagsprøver på, hvad seerne har i vente.

Nordvision drama og nu sidste år Nordic12-samarbejdet har også forpligtet RUV til selv at producere en årlig tv-dramaserier, og det er der kommet bemærkelsesværdige kvalitetsproduktioner som 'Trapped', 'Prisoners' og 'The Minister' ud af. Serier som også har haft gennemslagskraft uden for Norden og været med til at bane RUVs vej til samarbejde med tyske og fransk tv.

"Med nordisk drama har vi noget, som de andre ikke har. Alle broadcastere vil have Exit," siger Skarphéðinn Guðmundsson med henvisning til NRKs dundersucces om en gruppe norske rigmænds hedonistiske eskapader.

Dramasamarbejdet har dog også været en økonomisk udfordring for RUV, der i nordisk sammenhæng er en lille tv-station med et begrænset budget. Som led i aftalen bidrager RUV også økonomisk til de 11 kvalitets-dramaproduktioner, som de ikke selv producerer.

"Jeg synes man burde tage flere chancer".
- Skarphéðinn Guðmundsson

RUV oplevede markante nedskæringer i forlængelse af finanskrisen, og selvom det var hårdt at komme igennem, ser Skarphéðinn Guðmundsson i dag ikke kun som en ulempe.

"Besparelserne var med til at skubbe til os i retning mod hvem vi er og hvem vi vil være. Vi er nødt til at kunne refærdiggøre hvert eneste program vi køber eller producerer," siger han.

Men det er ikke kun nordisk voksendrama, som har drevet omstillingen hos RUV. Også andre europæiske lande har fået foden inden for og bidraget til at øge diversiteten.

"Vi har for eksempel vist portugisisk drama for første gang i form af den største portugisiske tv-serie nogensinde, lige som vi er på udkig efter god polsk drama," fortæller programdirektøren, der erkender, at der er tale om en satsning.

"Publikum kommer ikke over night, men vi må spørge os selv. Hvis ikke vi skulle gøre det, hvem så?"

Omstillingen kan læses ud af statistikken. Amerikansk indhold er gået ned med 50 procent, mens nordisk indhold er gået op med 40 procent. Samtidig opnår nordisk tv-drama høje vurderinger.

"Efter vi er gået bort fra amerkansk produceret tv, har vi ikke fået en eneste forespørgsel fra utilfredse seere. Og jeg ville vide det, hvis det var sket".


Ur RUV:s dramaserie Fractures. Foto: RUV.

Satsningen på nordisk tv omfatter ikke blot drama.

"Vi har også haft massiv succes med den danske comedy serie 'Klovn'. Den har virkelig været et kæmpehit heroppe, men da jeg talte med mine nordiske kolleger om serien, kendte de den overhovedet ikke," fortæller Skarphéðinn Guðmundsson, der ærgrer sig over en indgroet forestilling om, at comedy ikke fungerer på tværs af grænserne.

"Jeg synes man burde tage flere chancer".

I det hele taget viser RUV nordisk tv inden for alle kategorier, og ofte pakketerer man programmer med bestemte temaer, som for eksempel 'sexuddannelse for teenagere'. Pakken kan indeholde nordisk producerede undervisnings-, fakta- og drama-programmer. I det hele taget har RUV øget brugen af Nordvisions gratisudveksling.

"Det er svært at finde bedre indhold ude i verden," siger Skarphéðinn Guðmundsson.