NV-bolagene skruer op for drama-samarbejde

Konkurrencen med store internationale aktører får de nordiske public service-udbydere til at koordinere programindkøb. Samtidig inviteres flere producenter til at byde ind med idéer til nye serier.

"Nattens arvinger" er en af de serier, som har fået bedre distribution i Norden via det udvidede dramasamarbejde. Foto: NRK.

"Nattens arvinger" er en af de serier, som har fået bedre distribution i Norden via det udvidede dramasamarbejde. Foto: NRK.

De fleste NV–bolag sigter mod at styrke deres fokus på nordisk drama som en del af deres dramastrategi.

Det store Nordvision dramaprojekt Nordic Twelve, også kaldet N12, er en del af denne strategi, men NV-bolagene har planer om at tilbyde endnu mere af det bedste nordiske drama – først – til deres seere og brugere.

På den baggrund tog de nordiske dramaindkøbere initiativ til et fælles nordisk dramapitch for nye nordiske dramaprojekter i september 2019. Initiativet ser ud til at blive permanent.

Steen Salomonsen, der er indkøbsredaktør i DR fortæller:

”Vi er udfordret af et stadig mere internationalt marked, når det gælder programindkøb. I dag er der flere store internationale aktører, der også opkøber nordiske dramaserier. Derfor bliver vi, som nordiske dramaindkøbere, nødt til at koordinere mere, bedre og hurtigere. Vi vil også gerne intensivere vores arbejde med at synliggøre overfor nordiske produktionsselskaber, at man kan henvende sig til os, NV-bolagene, og afsætte drama til en eller måske endda flere partnere samtidig”.

”Alle NV-bolag går mere systematisk efter især nordiske og europæiske serier”
- Maria Bjerre-Nielsen, DR

Inviterer flere producenter næste gang

Ved det nordiske dramapitch i Stockholm blev der pitchet 13 forskellige dramaprojekter, og der er udsigt til aftaler med 5 af projekterne.

Maria Bjerre-Nielsen, der er indkøbsredaktør i DR, fortæller:

”Vi holder alle løbende møder med nordiske og internationale produktionsselskaber, og vi har set et øget behov for, at vi kommer ind tidligere i processen – ofte på forkøbs-basis. Derfor var det naturligt at systematisere dette samarbejde med halvårlige pitch, så nordiske produktionsselskaber kan pitche deres idéer, få hurtigere svar og måske et fælles nordisk salg. Næste gang vil vi invitere endnu flere produktionsselskaber, fordi responsen var så positiv efter det første pitch”.

Mere fælles nordisk koordinering

Der har tidligere været en vis tilbageholdenhed blandt NV-bolagene med hensyn til et koordineret samarbejde om programindkøb. Dels fordi man har prioriteret forskelligt indhold, men særligt fordi man har haft forskellige ambitioner omkring rettigheder.

Men nu er partnerne ved at nærme sig hinanden, når det gælder on demand-rettigheder.

Trine Fossan er dramaprogramindkøber i NRK, hun fortæller:

”Det er min forhåbning, at vi kan forkøbe dramaprojekter i et tidligt stadie, agere hurtigere og få tag i projekter, som vi ellers tidligere ikke kunne få fat i. For at muliggøre dette er det vigtig at samarbejde på tværs af de nordiske pubcastere, og forhåbentlig kan dette også give os bedre rettigheder”.


Foto: NRK.

En skarpere nordisk indkøbsprofil

Maria Bjerre-Nielsen ser også, at de nordiske partnere nærmere sig hinanden, når det gælder on demand-rettigheder, og så ser hun også en anden tendens:

”Alle NV-bolag går i dag mere systematisk efter især nordiske og europæiske serier, og de amerikanske tv-serier er mere eller mindre udfaset hos os. Vi har alle et fælles fokus på det nordiske sprog og den nordiske kultur. Hermed adskiller vi også fra de kommercielle tjenester. Med initiativet kan bolagene handle hurtigere og forhandle sammen som territorium,” fortæller Maria Bjerre-Nielsen.

Steen Salomonsen er forhåbningsfuld omkring det fremtidige samarbejde:

”Med et styrket nordisk indkøbssamarbejde begynder det at blive mere interessant, hvad vi hver især i Norden mener er godt public service-drama. Og når vi ved mere om, hvad der er vigtigt for hinanden, så tror jeg på et mere givtigt og rummeligt samarbejde”.

For producenterne og distributørerne er der flere fordele herunder at lave et samlet salg.

I modsætning til N12 er indkøbs-initiativet for alle typer af serieprojekter. Det er ikke et krav, at den pågældende serie er tilgængelig for samtlige public service-stationer i de nordiske lande.

Derfor inviteres konkurrerende nordiske tv-kanaler og platforme også til at pitche nye projekter her.

Nordic Twelve (N12): I oktober 2017 blev DR, NRK, RUV, SVT og Yle enige om en ny, fælles vision og strategi for mere nordisk kvalitetsdrama. Hvert år co-produceres 12 nordiske dramaserier med minimum 12 måneders rettigheder.

Nordic Pre-Sale Forum er for dramaserier, der ligger uden for denne aftale, hvor også drama projekter fra konkurrerende platforme og broadcastere inviteres til at pitche for de nordiske indkøbere.



Läs mer om aktuella dramaserier i det nordiska N12-samarbetet här.

Läs mer om aktuella och kommande nordiska samarbeten i Nordvisions senaste årsrapport.