Udsolgt digital festival får efterfølger

Nordvision gentager succesen fra sidste år ved igen at samle en perlerække af tidens bedste digitale fortællere på en international festival i Helsinki til marts.

>> Festival of Digital Narratives 2018 22-23 March at Yle

Af Ib Keld Jensen

Ung brugerinvolvering fremstod som konferencens mest overbevisende bud på, hvordan seerflugten kan bremses eller måske især flyttes over på nye platforme, da journalister, redaktører og andre fagfolk sidste år i marts mødtes til den første festival i digitale fortællinger i Nordvisions regi i DR-Byen.

Alle partnere i Nordvision-fællesskabet bokser med mange af de samme udfordringer, og en af de store af slagsen, er hvordan public service-medierne skal håndtere de unges flugt til andre medieplatforme.

Som key note-speaker Ingrid Kopp, senior konsulent ved Tribeca Film og internationalt anerkendt udvikler af digitale fortællinger, poetisk udtrykte det:

”Publikums opførsel forandrer sig, men det skaber nye muligheder. Vi boede i en have, hvor vi uforstyrret kunne gå og passe vores blomster. Nu lever vi i en strøm, som kører uanset, om vi er med eller ej. Du bliver nødt til at fiske, der hvor fiskene er,” sagde Ingrid Kopp.

Festivalen bød på en lang række helt konkrete og meget fantasifulde eksempler på nye digitale fortælleformer. Fra integration af gaming, over crowd sourced fortælling til brug af det nye sexede legetøj i form af virtual reality.

Lang liste af topnavne

Der var udsolgt på kort tid, da dørene sidste år åbnede til den allerførste ’Festival for Digitale Fortælleformer’. Interessen for at få inspiration til nye måder, platforme og greb til at fortælle digitale historier, er så stor, at en ny festival er programsat, og listen af internationale topnavne inden for emnet er mindst lige så lang som sidst.

Det bliver i Helsinki den 22.-23. marts 2018.

”300 deltagere vil møde internationalt anerkendte public service-projekter indenfor bl.a. cross media, AR, webdocs, mobile historier, SoMe og co-createde og interaktive film. De vil opleve digitale tiltag fra NHK i Japan og canadiske CBC’s nyhedstransformation på alle platforme og få en stor introduktion til digitale fortælleformer gennem historien. Det bliver i alt ca 20 oplæg fra hele verden,” fortæller festivalleder Kåre V. Poulsen.

 

>> Ytterligare info och anmäl dig: Festival of Digital Narratives 22-23 March at Yle