Ramasjang redder bierne

Selvom du er lille, kan du godt gøre en forskel. Derfor er DR Ramasjang og de danske børn i fuld gang med at redde bierne, der er truede over det meste af verden.

Tekst: DR Presse og Mette Fyhn Christiansen

Bierne sulter og mangler steder at lægge deres æg, men det er heldigvis noget, en 5-årig sagtens kan afhjælpe. Derfor planter tusindvis af børn blomster og bygger bihoteller sammen med DR Ramasjang. Det foregår i tv og i Ramasjang-appen, men også til public outreach-arrangementer, hvor børnene besøger DR i Aarhus for at så frø, lave følehorn og bygge bihoteller.

Det er Nordvisions støtte, der har gjort det muligt at udvikle det såkaldte bihotel, som børnene selv kan lave med få, simple materialer. Gamle konservesdåser, papsugerør og ler bliver i ungernes hænder til noget, der vitterligt gør en forskel for bierne, der bruger hotellerne til at lægge æg i.  Det er biolog Rikke Milbak, der har fået opgaven med at udtænke bihotellet for Nordvisionsmidlerne, så det både kan fungere i børnehænder, hjælpe bierne og ikke kræver dyre materialer. Hun vurderer, at der kan klækkes næsten 500 vilde bier i den lille dåse, så børnene gør virkelig en forskel for naturen med simple tiltag.

’Ramasjang redder bierne’ består af en lille fiktionserie om vandbærerbien Viggo, seks tv-shows hver fredag med værten Kristian Gintberg, arrangementer ude i naturen, et spil i app’en, undervisningsmaterialer til indskolingen – og opfordring til masser af leg i naturen.

”Vi vil gerne lære børn om naturen – og ikke mindst inspirere og motivere dem til at passe på den. Naturen ændrer sig løbende, og der er flere dyr og insekter, som har brug for hjælp. Derfor vil Ramasjang de næste år sætte fokus på dele af vores verden, hvor børnene kan være med til at gøre en forskel. I år har vi valgt at sætte fokus på bierne – både hvorfor bierne er vigtige for naturen og hvordan vi kan hjælpe dem. Børnene skal redde bierne ved at plante blomster, lære at bygge et bi-hotel, lave frøbomber og meget mere”, siger Morten Skov Hansen, der er kanalchef for DR Ultra og Ramasjang.