Af Ib Keld Jensen
At ramme en basketballkurv kan være svært nok, men at gøre det med bind for øjnene kræver noget helt ekstraordinært, som man kan oversætte til motorisk intelligens.
Og det er akkurat, hvad NRK har tænkt sig at gøre i det nye format Hjernekraft, som med støtte fra Nordvisionsfonden skal teste forskellige former for intelligens.
”Vi har valgt at fokusere på de seks intelligensformer som er lettest at visualisere. Idéen er at starte med otte deltagere, hvoraf en må ud hver gang, så vi til slut kan kåre den deltager, der har den mest multifunktionelle hjerne,” fortæller Ida Kvissel.
Ingen fra Mensa
Almindeligvis tester man ved intelligensprøver den logiske intelligens, men det er især den mellemmenneskelige intelligens som for eksempel evnen til at aflæse nonverbal kommunikation, programmet vil fokusere på.
”Derfor går vi heller ikke efter medlemmer af Mensa i vores casting-proces, men lægger i stedet vægt på deltagere, som vi synes er bredt interessante og med forskellig alder, job og baggrunde i det hele taget”.
NRK har i tidligere programmer sat fokus på den del af intelligensen, der handler om evnen til at memorere,
I den disciplin tilhører nordmanden Oddbjørn By verdenseliten.
I programmet får han udleveret et sæt spillekort, hvor de 52 kort ligger i helt tilfældig rækkefølge. Ved hjælp af en teknik hvor han ser kortene for sig placeret 52 forskellige steder i et hus, han kender godt, lykkes det ham at lægge et nyt spil kort i præcis samme rækkefølge kun ved at bruge sin langtidshukommelse og huske i billeder.
”Det handler om teknik,” siger han.
Internationale bagtanker
Evnen til at memorere spiller en central rolle for deltagerne. Ifølge Ida Kvissel er den største udfordring af gøre konkurrencerne tv-egnede.
”Det sværeste har været at finde gode visuelle opgaver som passer til kriterierne,” siger den norske bestiller, der tilføjer, at der har været stor interesse fra de øvrige Nordvisionslande.
Planen er i første omgang at udvikle seks programmer af en times varighed. Længden på de enkelte programmer er delvis bestemt af, at formatet kan have en vis international appel, hvor timeprogrammer ofte er foretrukket.
NRK sigter mod optagelser i sensommeren og premiere til november.