av Erik Henz Kjeldsen
Det har igennem årene været forsøgt utallige gange, men er altid strandet på manglende enighed om teknologiske standarder eller alt for forskellige back-end systemer og lignende.
Efter tæt dialog igennem de sidste 12 måneder, har projektet netop modtaget 2 mio . kr. i produktionsstøtte fra Nordvisionsfonden.NRK har med URØRT igennem de seneste 12 år udviklet et stærkt community på nettet omkring ny upcoming Norsk musik. URØRT er med flere end 34.000 tilmeldte bands, flere end 100.000 tracks og nye daglige uploads på mellem 80 og 100 nye tracks en forrygende succes. DR har siden 2002 med Karrierekanonen i samarbejde med KODA, Band Academy og Smuk Fest musikfestivalen hjulpet nye talenter igennem en konkurrence, radio airplay og kommerciel udvikling – nogen af de største danske musiknavne er vokset frem af Karrierekanonen.
Men den digitale udvikling har ændret musikkens måde at nå publikum på, og med globaliseringen af musiktilbuddene med streaming musiktjenester, iTunes og Youtube ligger nationale kunstnere i hård konkurrence om synlighed med de internationale aktører på markedet.
I en verden hvor musik er legio, spiller public service institutionerne en afgørende rolle som troværdig guide – også til nye musikoplevelser, med fokus særligt på det særegen danske eller norske … det lokale.
Der er et væsentligt utappet potentiale i at tænke på tværs af Norden. Der er med nettets nu altdominerende rolle som stedet man opdager ny musik, uudnyttede muligheder for at synliggøre upcoming talenter på tværs af Norden på nettet. Dette kan bidrage aktivt til en større synlighed, gennemslagskraft og i sidste ende kommerciel succes for ny Nordisk musik på tværs af landene.
En af konsekvenserne af den lettere adgang til musik igennem nye tjenester og nye devices som smartphones og tablets, er at musikinteressen i befolkningen er voksende, betydningen af anbefalinger er voksende, samtidig med at den traditionelle public service musikformidling baseret helt hovedsageligt på radioen er under pres.
I første omgang etableres der med dette projekt en fælles teknologisk platform på tværs af Norge og Danmark. Allerede i løbet af 2014 vil vi se de første tværnationale indholdssatsninger på tværs af Danmark og Norge, og vi tror på at der et potentiale for at projektet kan udvides til hele Norden, i allerbedste fald med deltagelse af alle Nordvisionens medlemmer.