Nordisk tv- og mediesamarbejde slår på ny alle rekorder

Aldrig tidligere er der blevet samproduceret så meget tv på tværs af de nordiske lande, som i 2016. Desuden bød året på en række nye banebrydende samarbejder inden for undersøgende journalistik, fornyelse af radiosamarbejde og digitalt samarbejde omkring Euro 2016. Og så var der jo Skam.

Af Ib Keld Jensen

Ikke siden Nordvision blev stiftet for 57 år siden er der blevet samproduceret og sendt så meget nordisk tv som i 2016. I tørre tal har Nordvisionssamarbejdet i år genereret 4.909 programepisoder mod sidste års rekord på 4.849.

Dykker man ned i tallene vil man opdage, at fremgangen især skyldes, at der samproduceret langt mere tv på tværs af de nordiske landegrænser. Samproduktionen er vokset med 13 procent i forhold til året før, og det glæder Marit af Björkesten, programdirektør i Yle (Finland), der er ordførende for Nordvision.

”Det er særligt glædeligt, at det er samproduktionerne, der er vokset mest. Det bestyrker hele partnerskabets karakter og understreger ønsket om at samarbejde på tværs af landene.”

Panama papirer granskes i fællesskab

Et af årets højdepunkter var samarbejdet om de såkaldte Panama-papirer, der er et lækket sæt data bestående af 11,5 millioner hemmelige dokumenter udarbejdet af det panamanske selskab Mossack Fonseca med detaljerede oplysninger om mere end 214.000 offshore-selskaber.

Hér gik journalister fra SVT, Yle og DR sammen om at granske papirerne.

”Norden største bank, Nordea, spillede en central rolle i papirerne og her arbejdede partnerne sammen om at dele deres research i et omfang, der har gjort samarbejdet til det største inden for dybdeborende journalistik i Nordvisions-regi nogensinde,” siger Henrik Hartmann, der er generalsekretær i Nordvision.

Samarbejdet i den nordiske undersøgende gruppe genererede i øvrigt i alt 42 dokumentar-programmer i 2016, hvilke er rekord højt for denne del af nordiske tv og mediesamarbejde. 

Fælles indsats – bedre kvalitet

EM i fodbold åbnede op for et nyt digitalt samarbejde på tværs af landene anført af DR og NRK. Et samarbejde som ikke var lykkedes, hvis ikke partnerne havde puljet kræfterne. Man havde forproduceret 24 holdpræsentationer, der lå klar i en digital udgave og som med en helt anden dynamik gav rigtig flotte brugertal og fine anmeldelser. ”Et er det flotte produkt sportsredaktionerne i DR og NRK fik samproduceret, noget andet er den gensidige tillid, som partnerne kan bruge til andre større fremtidige internationale begivenheder” fortæller Henrik Hartmann.

Fornyet radiosamarbejde

Traditionelt har Nordvisionssamarbejdet været stærkt når det gælder TV samarbejde, men hvor radiosamarbejdet til gengæld ikke har fyldt så meget bl.a. på grund af sprogforskelle. Men i 2016 kunne Nordvisionssamarbejdet officielt byde Sverige Radio (SR) velkommen i samarbejdet. Året 2016 har derfor også været præget af en række radiosamarbejdstiltag, dels på strategisk niveau, men også med en række konkrete programsarbejder omkring Syrienskrigere, nationale og nordisk kortformat dokumentar (Shortdox”) konkurrencer og et nyt publiceringsteknologisk tiltag. 

”Det er dejligt at se, at Nordvision både samarbejder om de helt nye medier, men også kan finde nye samarbejdsformer, når det gælder radio”, fortæller Marit af Björkesten.

Public service, når det er bedst

Hvis man interesserer sig for nordisk public service-drama kan man ikke se tilbage på 2016 uden at nævne NRKs ungdomsserie Skam, som med højkvalitets-tv brød koden i forhold til teenager-målgruppen. Skam er produceret af ungdomsredaktionen i NRK, og den er en nordisk samproduktion. 

”Skam har i den grad rokket båden og kan skubbe til yderligere samarbejde på unge området. Som en direkte konsekvens har Nordvisionsfonden afsat ekstra 400.000 kroner til udvikling af mere ung-samarbejdet, siger Henrik Hartmann. 

Yderligere information: Henrik Hartmann, hrh@dr.dk, + 4524248305

Fakta 2016

Programepisoder
(samproduktioner, programmer og arkiv-udveksling)
4.909 episoder
(2015: 4.849)

Samproduktioner
1.626 programepisoder
(2015: 1.442)

Programudveksling
3.285 episoder
(2015: 3.422)