Navneleg i prime time

Alle har et og det følger dig livet igennem. Men hvad gør dit navn for din identitet og for den måde du selv og andre tænker om dig på. Det ser et nyt programkoncept fra NRK nærmere på.

Af Ib Keld Jensen
”Goddag, det er Guds Sværd. Hvordan går det?”
I dagligdagen tillægger de fleste ikke navnets oprindelse umiddelbar vægt, og vi giver os sjældent til at oversætte den egentlige betydning. Men det vil et nyt programkoncept fra NRK nu gøre op med.
Nomino vandt konkurrencen og dermed Nordvisions-støtte til et nyt faktaformat, og NRK er i fuld gang med at videreudvikle ideen, inden den skal genpitches senere på året.
”Vi skal udfordre seernes tanker om navne. Vi skal glæde os og undres over mangfoldigheden, og vi skal se på, hvad navnet gør med os, og hvad vi kan gøre med navnene. Vi tager navnene alvorligt og morer os med dem,” fortæller programchef Svein Haaland, NRK.
Fremtidens Ronny
Målet er at skabe en underholdende faktaserie, som skal få seerne til at reflektere over egne og andes navne, og netop fordi navne er universelle er det ambitionen at udvikle et format som også kan gå i andre lande.
”Vi udvikler formatet med henblik på at sende i prime time på hovedkanalen. Den store udfordring lige nu er at finde de rette greb til at formidle faktakundskaben,” fortæller Svein Haaland.
Overordnet er det idéen, at hver episode præsenterer et nyt tema med nye hovedpersoner. Et tema kan for eksempel være, at se på sammenhængen mellem navne og fordomme. ’Lukas er fremtidens Ronny’ som er en af arbejdstitlerne. En andet tema kan være navnebytte – bliver man en anden, hvis man skifter fornavn, og et tredje tema kan være kaldenavne og øgenavne på godt og ondt.
På Facebook et år før premiere
Et af fokuspunkterne i formatudviklingen hvordan brugen af sociale medier kan integreres, og hér har Nomino allerede længe været at finde på Facebook og Twittter.
”Vi var faktisk ude på Facebook et helt år inden vi forventer at sende det første program, og det har føltes lidt underligt, men det har givet i hvert fald to tips til helt konkrete historier. Det er jo let at få folk i tale på den måde,”, fortæller Thomas Hellym, der er projektleder på Nomino.
Udviklerne arbejder med navnegeneratorer, quizidéer, netspil ognavneafstemninger som mulige måder at bringe de sociale medier i spil på. Men endnu er der en del arbejde at gøre før idéudviklingen kan afsluttes.
Man arbejder også på at samkøre navne med andre registre. Eksempelvis har man foretaget en samkøring med kriminalregistret for at se, hvilket fornavn , der havde det højeste antal konkurser. Og den statistik blev vundet af Ronni.