Islandsk drama stormer frem

Fire års arbejde og den dyreste islandske dramaserie nogensinde – det er en del af fortællingen om Trapped, som nu er på vej ud i Norden og i den øvrige verden for at erobre seere. Allerede inden premieren i Island er serien den mest solgte tv-dramaserie fra Sagaøen nogensinde.

Historien i Trapped udspiller sig i en lille fiskerby på den nordøstlige kyst af Island. Den eneste måde at komme dertil er enten til søs eller ved at køre på tværs af fjeld-heden. En voldsom vinterstorm nærmer sig og en stor international færge bliver tvunget til at lægge for anker i fjorden. Samtidig dukker en uidentificerbar krop op i fjordens iskolde vand.

Bedste modtagelse nogensinde

Trapped havde premiere den 27. december 2015 og havde en share på 88 %, hvilket gør dramaserien til den stærkeste premiere i Islands tv-historie. Samtidig er serien godt på vej til at blive Islands højest bedømte serie sidenrating systemet blev indført i 2008.

Skarphéðinn Guðmundsson, tv direktør på RUV, fortæller:

”Generelt set har vi på RUV mange ambitioner med islandsk tv-drama. Vi har lagt en plan om at øge udvikling og produktion af islandsk drama i de kommende år med det formål at kunne tilbyde i gennemsnit tre nationale dramaserier årligt”.

Islands bedste tv og filmfolk bag Trapped

Magnús Viðar Sigurðsson er direktør for RVK Studio og producer på Trapped og en af hovedkræfterne bag serien. Han fortæller, at instruktøren og produktionsholdet bag Trapped er nogle af dygtigste film- og tv-folk i Island. Ifølge Magnús Viðar Sigurðsson er der flere bemærkelsesværdige forhold i historien og i tilblivelsen af Trapped:

”For mig er det særlige ved historien, hvordan det underbemandede lokale politi i byen klarer en situation, de ikke har nogen erfaring med. Og hvordan det lille lokalsamfund håndterer en række mord og andre uforudsigelige begivenheder.”

”Det været en udfordring, at vi har haft virkelig barske forhold under produktionen med uforudsigeligt vejr. Og så har redigeringsprocessen været en udfordring for os alle, fordi serien er blevet redigeret samtidigt for flere forskellige købere med forskellige krav. Det har været nyt for os og har virkelig været en test”.

Nordisk fundament

Alle de nordiske public service tv-stationer er med som samproducenter på Trapped, og serien har modtaget udviklingsstøtte fra Nordvisionsfonden. Skarphéðinn Guðmundsson fortæller, at det er vigtigt for islandsk drama, at de andre nordiske tvstationer er med:

”I de fleste tilfælde er det af allerstørste betydning, at de nordiske public tv-stationer er samproducenter, især når det drejer sig om tv-drama med international appel. Dette åbner ikke kun døre til vigtig finansiering, men kan også gøre hele forskellen, når det kommer til yderligere salg. Vores næste store projekt Prisoners vil også blive samproduceret med de nordiske tv-stationer ”.

Internatonal succes for Islandsk drama?

Efter svensk, dansk og norsk international succes med tv-drama er turen måske kommet til islandsk drama. Skarphéðinn Guðmundsson fortæller:

”Vi har været vidne til en enorm succes, når det gælder islandsk musik og film, tv-drama kunne meget vel være den næste succeshistorie. Når dette er sagt, så vil RUV stadig have fokus på at fortælle lokale historier, finde måder og midler til at være i stand til at skabe dramaer, der er karakteristisk for Island, på islandsk og om mennesker, der bor i dette lille samfund midt i Atlanterhavet ”.

 

Trapped

– Trapped er en nordisk samproduktion mellem RUV, DR, NRK, SVT og Yle. Nordvisionsfonden har ydet udviklingsstøtte.

– Trapped er foreløbig solgt til BBC, ZDF, France Television og til remake i USA. I USA er distributionsretten blevet solgt til The Weinstein Company. I øjeblikket er tre virksomheder interesseret i at købe rettighederne til genindspilning.

– Baltasar Kormákur er ophavsmand til tv-serien. Han har instrueret en række film, herunder Hollywood blockbustere; Everest, Smugleri, 2 Guns og flere andre islandske film, herunder The Deep, Jar City og 101 Reykjavik.

– Sigurjon Kjartansson har skrevet over ti islandske tv-serier, både drama og komedier og er en af de mest erfarne tv-forfattere i Island.

– Bergsteinn Bjorgulfsson er en af de mest erfarne fotografer i Island. Han har arbejdet på en lang række film og tv-serier i de seneste 20 år.

– Golden Globe-vinder Johann Johansson har komponeret musikken til Trapped med Hildur Gudnadottir og Rutger Hoedermeyers.