’Når regnen svigter’, der er et af tre afsnit i serien ’På verdens bund’ fra Etiopien, får specialprisen ’Borgmesteren af Zvolen bys pris’ for sin skildring af håb midt i ekstrem fattigdom, som det hedder i motiveringen. Programmet handler om etiopiske bønders kamp for overlevelse under barske vilkår i den lille landsby Jarota. Det er fortællingen om, hvordan en af bønderne i den nordetiopiske landsby får en enkel ide, der kan sikre hans families fremtid: Han åbner den første butik i området.
Serien ’På verdens bund’ er en nordisk samproduktion og den er produceret af Express TV for DR, NRK og Utbildningsradioen.
Det er anden gang, Envirofilm betænker Jakob Gottschau med en pris. I 2005 blev DR-programmet ’En forudsigelig katastrofe’ om den tidligere så enorme Aralsø, der er svundet ind til næsten ingenting, belønnet med Den Slovakiske Udenrigsministerpris. Denne programserie var ligeledes en nordisk samproduktion
Sidste år var det en anden Nordvisions-dokumentar, der løb med festivalens hovedpris, nemlig journalisten Tom Heinemanns ’Når tilbud dræber’ om indiske bomulds- og tekstilarbejderes elendige arbejdsvilkår, som ifølge filmen danner grundlag for mange varetilbud til lavpriser i danske og vesteuropæiske butikker.
Jakob Gottschau har tidligere også hentet priser i Grækenland, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og USA for nordiske samproduktioner ’Det globale miljøs historie’ og ’Det onde støv’ om asbestens historie.
Kilde: DR kommunikation