Jan Dohrmann
Også i eksempelvis Reykjavik, Bergen, Qaanaaq (Thule) og Växjö vil tonerne af DR Underholdningsorkestret og en lang række solister lyde i løbet af juledagene.
For ’DRs store Juleshow’ er blevet en fællesnordisk begivenhed, og tv-stationerne i Norge, Sverige, Island og Grønland har også sagt ja tak til at vise den musikalske julefest, der er blevet optaget i Aalborg Kongres- og Kulturcenter med Felix Smith som vært.
Blandt de optrædende i årets show er eksempelvis Suzanne Vega, Shakin’ Stevens, Burhan G, Nik & Jay, Anne Linnet, Medina og Alphabeat – men også nordiske navne som svenske Sylvia Vrethammer og Erik Hassle og norske Sissel Kyrkjebø. Derudover medvirker der også en nordisk gospeltrio, som består af danske Marie Carmen Koppel, norske Ole Bjørud og svenske Samuel Ljungbladh, sekunderet af det 30 mand store True Gospel Singers.
Skaber unikke konstellationer
”De seneste år har vi faktisk mere aktivt gjort noget ud af det nordiske samarbejde og prøvet at skabe unikke konstellationer ved showet. For eksempel synger Sissel Kyrkjebø og Poul Krebs sammen, og det samme gør Erik Hassle og Stine Bramsen fra Alphabeat. På den måde er showet også lidt blevet en legeplads for kunstnerne, og det, tror jeg, både er sjovt for dem og for seerne,” siger showets producent, Lene Sadolin fra DR Underholdningsorkestret.
Hun glæder sig over, at showet – der i de andre lande hedder ’Nordisk juleshow’ – har fået en central placering i sendefladen. I Norge og Sverige bliver showet – som DR1’s seere kan se på lørdag klokken 20.00 – for eksempel vist juledag.
Udover på lørdag viser DR1 også juleshowet den 23. december klokken 15.05. Og juledag klokken 11.00 byder DR1 på ekstranumre fra showet i programmet med den hyggelige titel ’Julestemning’.