Af: Charlotte Gylstorff, DR Kommunikation
B&U står overfor et radikalt kursskifte og præsenterer i dag den største animationssatsning nogensinde, der spejler danske børns liv og hverdag.
Børn elsker animation, og den findes i overflod i Danmark. DR ønsker at give de danske børnefamilier et stærkt animationstilbud, der både sikrer det bedste indhold fra ind-og udland og styrker afsættet i dansk og nordisk kultur og tradition
“Børn elsker animation, og den findes i overflod i Danmark. DR ønsker at give de danske børnefamilier et stærkt animationstilbud, der både sikrer det bedste indhold fra ind-og udland og styrker afsættet i dansk og nordisk kultur og tradition. Markedet er nu modent til, at vi kan realisere denne ambition. Derfor glæder vi os til fra 2023 at byde velkommen til en ny, stærk time med animation, ’FredagsTamTam’”, siger DR’s direktør for Kultur, Børn og Unge Henrik Bo Nielsen.
Disneys mangeårige eneret på tidsrummet fredag klokken 19-20 ophører fra 2023, som vi kender det. Men fredag aften skal fortsat være et samlingspunkt med et nyt bredere format under navnet ’FredagsTamTam’,
“’FredagsTamTam’ viderefører traditionen med at samle børnefamilierne. Men nu har DR mulighed for både at vælge mellem den bedste animation fra hele verden og samtidig styrke vores danske og nordiske afsæt. Det er et markant kursskifte, og jeg forventer, at det vil tage tid at opbygge denne portefølje. Men vi glæder os til at afsløre alt det nye animationsindhold, som den danske animationsbranche har i støbeskeen”, siger chef i B&U Morten Skov.
Realiseres sammen med de danske producenter af animation
Kursskiftet er et resultat af en bevægelse, der har været undervejs gennem noget tid. Nu er markedet modent til, at DR – i samarbejde med de danske animationsproducenter – fra 2023 kan levere en hel time med kvalitetsindhold hver fredag i ’FredagsTamTam’, og når som helst på DRTV.
“Det bliver i et samarbejde med animationsproducenterne, at vi kommer til at udleve ambitionen om et stærkt alternativ til de danske børnefamilier. DR ønsker at bygge videre på en værdifuld tradition om at samle børnefamilierne omkring dansk produceret animationsserier. En tradition, der med vores nye animationstilbud vil indeholde historier og tematikker, som afspejler børns hverdag og virkelighed i Danmark – og så kan seerne ovenikøbet selv bestemme, hvornår hyggestunden starter, da ’FredagsTamTam’ i modsætning til ’Disney Sjov’ også kan streames på DRTV”, siger Morten Skov.
’Disney Sjov’ fortsætter frem til slutningen af 2022. Fra den 6. januar 2023 kan børnefamilierne se frem til ’FredagsTamTam’ hver fredag klokken 19 på DR1. Programmerne kommer blandt andet til at byde på både nyproduceret animation og nostalgi som ’Karlas fantalastiske klasse’, ’Mesterlige Monsterbørn’, ’Den ustoppelige gule Yeti’ og den klassiske ’Tom & Jerry’.
“Med den nye animationstime skal vi målrettet udvikle flere danske talenter”
Udover den nye animationstime ’FredagsTamTam’, der blev præsenteret på et pressebrief i dag, arbejder DR sideløbende på talentudvikling i ’Serieskolen med DR Ultra’, som er et treårigt partnerskab mellem DR og Fonden Filmtalent, herunder filmværkstederne i Aarhus, Odense, København og Viborg. Derudover deltager Manuskriptskolen for børnefiktion som samarbejdspartner i projektet.
Det bliver i et samarbejde med animationsproducenterne, at vi kommer til at udleve ambitionen om et stærkt alternativ til de danske børnefamilier. DR ønsker at bygge videre på en værdifuld tradition om at samle børnefamilierne omkring dansk produceret animationsserier
’Serieskolen med DR Ultra’ er et nationalt udviklingsforløb for de talenter, som ønsker at dygtiggøre sig i at skabe fortællinger og serier for børn mellem 9-14 år.
”Vores høje ambitioner på børneområdet kræver ikke bare ressourcer og fokus – det kræver også en stor portion talent. Talent skal plejes og håndteres med omhu, og derfor har vi bl.a. søsat ’Serieskolen med DR Ultra’. Et samarbejde med de danske Filmværksteder, som har fokus på både animation og live-action til børn. Det er et samarbejde, som strækker ind 2024. Nu er vi i den fase, hvor vi har valgt de 20 talenter, som får et kompetenceudviklende forløb med undervisning af nogle af de dygtigste serieskabere i Danmark”, siger Morten Skov.
Afslutningen på talentforløbet er, at hvert talent skal pitche sin idé – ikke kun til DR, men til hele branchen. Med Serieskolen er det DR’s ønske at være med til at facilitere en målrettet indsats til talentplejen i branchen og ser frem til at blive præsenteret for alle de ideer, som gemmer sig derude blandt landets nye, store talenter.
Disneys Juleshow kommer vanen tro den 24. december.
Blandt de kommende danske animationsserier, der er i produktion og udvikling er:
- Mesterlige Monster Børn er produceret af JA FILM og støttet af bl.a. Den Vestdanske Filmpulje og Nordisk Film & TV Fond. Co-produceret i samarbejde med BBC, SUPER RTL, NRK, SVT, YLE og DR
- Karla Fantalastiske Klasse er produceret af Sparre Production. Co-produceret i samarbejde med Canal Plus, NRK, SVT, YLE og DR
- Femlingerne er produceret af New Creations og støttet af bl.a. Det Danske Filminstitut. Co-produceret i samarbejde med NRK, SVT, YLE og DR
- Høj er produceret af Copenhagen Bombay og støttet af bl.a. Nordisk Film & TV Fond og Den Vestdanske Filmpulje. Co-produceret i samarbejde med NRK, SVT, YLE og DR
- Æbleruper produceret af Nice Ninja.
- Hullet i hækken er produceret af Tall & Small bl.a. Den Vestdanske Filmpulje. Co-produceret i samarbejde med NRK, SVT, YLE og DR