Efter den politiske godkendelse er faldet på plads, ligger det fast, at DR både opretter en digital børnekanal og en digital tv-kanal med historie- og kulturprogrammer i 2009. Ifølge planen starter begge kanaler at sende fra efteråret 2009.
Kvalitetsindhold til børn
DRs børnekanal skal levere kvalitetsindhold til de 3-10 årige, og målsætningen er at positionere DRs børnetilbud i den voksende konkurrence of børnene ved at gøre DRs børne-tv mere tilgængeligt og synligt. Kanalen skal have en meget dansk tilstedeværelse og sætte programmer og serier ind i en kontekst med danske programværter.
Formidler for dansk kultur
For DRs historie- og kulturkanal bliver det helt centralt at være initiativtager til og formidler af dansk kultur. Med kanalen skal danskerne få mulighed for at se historie, kultur og klassisk musik, når det passer dem. Det er også på denne kanal, at en række programmer fra DRs arkiv og Koncerthuset i DR Byen i København vil blive tilgængeliggjort for seerne.
Nye redaktører fundet
Kanalredaktør for DRs nye børnekanal bliver Signe Lindkvist, som i dag er B&U-redaktør i DR, og som har arbejdet med børnefjernsyn størstedelen af livet.
Kanalredaktør for DRs historie- og kulturkanal bliver Flemming Hedegaard Larsen, som har en baggrund som medieforsker og redaktør i DR.