Corona-krisen fik idéerne på sporten til at blomstre

NRK demonstrerede det umuliges kunst ved at lade verdensklasseatleter løbe mod hinanden i Nairobi og Oslo vist med split-screen, mens SVT lod umage par udfordre hinanden.

I år blev den internationale atletikkonkurrence Bislett Games gennemført 11. juni uden publikum og med deltagerne spredt rundt om i verden under det sigende navn 'Impossible Games'. Foto: Vidar Ruud/Lise Aserud/Ritzau Scanpix.

Vanetænkningen har haft trange kår under coronakrisen. På sportsredaktionerne var der pludselig fra den ene dag til den anden ingen begivenheder at dække eller resultater at formidle.

Intet var som før, og alt skulle gentænkes.

De nordiske public service sportsredaktioner havde allerede inden corona-krisen et stærkt fasttømret samarbejde, blandt andet som konsekvens af, at de alle har den samme udfordring med stadigt stigende priser på sportsrettigheder, der tiltrækker et bredt publikum.

Derfor var redaktionerne allerede begyndt at se på nye muligheder for selv at udvikle og starte events, og det skulle vise sig at være en fordel, da corona-krisen eksploderede.

“Samarbejdet i Nordvision er meget udbytterigt i forhold til at udveksle og diskutere idéer og nye perspektiver, og det fortsatte vi med”

– Jan Olsson, SVT

Impossible Games blev mulige

Hos NRK satte aflysning og udsættelse af de store sportsarrangementer som EM i fodbold og siden De Olympiske Lege efterladt store huller i sendeskemaet.

”Hullerne er først og fremmest fyldt ud med nyhedsdækning af corona-pandemien, og bortset fra en lille bemanding har sportsredaktionen afgivet sine reportere til nyhedsområdet,” fortæller indholdsudvikler på NRK Sporten, Henrik Brattli Vold.

En af de store nationale årligt tilbagevendende sportsgivenheder er Bislett Games i Oslo.

I år blev den internationale atletikkonkurrence gennemført 11. juni uden publikum og med deltagerne spredt rundt om i verden under det sigende navn ‘Impossible Games’.

Således løb to hold løbere samtidig mod hinanden på henholdsvis Bislett Stadion i Oslo og på et stadion i Nairobi i Kenya. Begivenheden transmitterede NRK live på todelt skærm.

Norge stillede med de tre Ingebritsen-brødre, der alle er i verdenseliten på mellemdistancerne og de dystede på direkte tv mod kenyanske verdensklasseløbere på den utraditionelle 2.000 meter distance.

På en anden utraditionel distance satte endnu et nationalt løbeikon, Karsten Warholm, verdensrekord i 300 meter hæk, og langrendsfænomenet Therese Johaug overbeviste eftertrykkeligt om, at hun også kan begå sig i verdenseliten på løbebanernes gummibelægning. Hendes tid på sin første egentlige 10.000 meter ville have indbragt guld ved EM i atletik i 2018.

Også stangspringskonkurrencen var en opvisning i hvordan ud-af-boksen tænkning gør det umulige muligt, idet den tidligere olympiske mester, Renaud Lavillenie, deltog hjemme fra sin egen have i Frankrig.

 

Udfordringer som erstatning i weekenden

SVT fik også markante huller i sendeplanen, da store sportsbegivenheder som VM i ishockey og EM i fodbold blev aflyst i foråret og den tidlige sommer som følge af corona-krisen.

“Begge er månedlange begivenheder, og det er ikke bare selve kampene men også nyheder og reportager rundt om, som forsvinder,” fortæller Jan Olsson, der er rettighedschef hos SVT Sport.

Nyhedsarbejdet overgik fra at være resultatorienteret til et større fokus på de samfundsmæssige aspekter og en undersøgende tilgang af konsekvenserne af krisen.

Hullerne i sendeplanen blev også fyldt med arkivmateriale. Eksempelvis genudsendte SVT alle Sveriges kampe fra VM i fodbold i 1994, og det var med til at samle nationen i en svær tid.

“Vi genoplevede lidt af stemningen fra dengang, hvor Sverige fik VM-bronze. Folk diskuterede og levede sig ind i kampene på ny, og vi havde ganske mange seere,” beretter Jan Olsson.

Mens praktisk talt al livesport var lukket ned, genskabte SVT livebegivenheder som små udfordringer hver weekend, hvor der samtidig var en god historie knyttet til. For eksempel mødtes Sveriges to bedste tennisspillere, Mikael og Elias Ymer, der også er brødre, i en tv-transmitteret udfordringsmatch. Selvom begge er elitespillere fra øverste hylde, var det aldrig lykkedes for den ene bror at slå den anden. Men nu skulle det være.

Lignende begivenheder udspillede sig i paddle, rallycross og bordtennis.

I rallycross tog en kvindelig kører, Jonna Eson Brådhe, kampen op mod mandlige modstandere, og i bordtennis blev Sveriges VM-finalist, Mathias Falck, udfordret af en af verdens bedste juniorer, som også er svensk.

”Vi har arbejdet meget med at skabe dialog med publikum, og den blev kickstartet under VM i skak”

– Henrik Brattli Vold, NRK

Nordvisionssamarbejde fortsatte

Selvom meget var forandret under krisen, så fortsatte det tætte nordiske samarbejde med regelmæssige pitchmøder mellem sportsredaktionerne uden at blive sat på pause.

“Samarbejdet i Nordvision er meget udbytterigt i forhold til at udveksle og diskutere idéer og nye perspektiver, og det fortsatte vi med. Desuden fortsatte vi arbejdet med de mere langsigtede projekter,” fortæller Jan Olsson.

Han henviser blandt andet til arbejdet med projektet med arbejdstitlen ‘Women leaders’, om kvindelige ledere i sport og et stort digitalt samarbejdsprojekt i forbindelse med de para-olympiske lege.

“Vi forsøgte også at få gang i EBU, hvor der er et stort potentiale for udveksling,” vurderer Jan Olsson, der endte med at bruge nogle arkivklip fra den europæiske tv-sammenslutning.


NRK har arbejdet meget med at skabe dialog med publikum, og den blev kickstartet under VM i skak. Foto: NRK.

NRK og Yle kigger frem sammen

Også NRK sendte ’Guld fra arkivet’ og lod seerne debattere under hashtagget #altidsammen og  corona-krisen fik ydermere den konsekvens, at et længe næret ønske om større brugerinvolvering blev sat tidligere i gang.

”Vi har arbejdet meget med at skabe dialog med publikum, og den blev kickstartet under VM i skak,” fortæller Henrik Brattli Vold.

I Norge er der et særligt fokus på netop skak, idet skakfænomenet og verdensmesteren Magnus Carlsen har domineret spillet internationalt i mange år.

”Analysen af dialogen viste, at alle har behov for et fællesskab, men at behovene er forskellige. Mens nogle gerne vil gratulere og engagere sig, er der en anden gruppe som følger intenst med i spillet og foreslår træk undervejs. Erfaringerne tage vi med videre, og de peger frem mod at vi skal lave små og store mødepladser i NRK Sport,” siger Henrik Brattli Vold.

Under hele corona-krisen har de nordiske sportsredaktioner bevaret kontakten med ugentlige digitale møder og pitch. Møderne har især handlet om at udvikle idéer til programfladen senere på året.

Sammen med Yle er NRK i gang med at udvikle en formatbibel, som involverer nogle af de bedste skiskytter i verden.

”Formatet indebærer at vi sætter skytterne under helt ekstremt pres. For eksempel skal de udvise mental styrke ved at skyde, mens de har en kvælerslange om halsen,” fortæller Henrik Brattli Vold, der også har et andet samarbejdsprojekt med Yle på vej, som handler om bremse flugten fra breddeidrætten og vise fællesskabets styrke.

Desuden har alle de fem landes toneangivende bolag – i Nordvision – SVT, DR, NRK, RUV og Yle søgt og fået udviklingsstøtte fra Nordvisionsfonden til reportage-serien ’Women leaders’ om kvindelige ledere i sport.