En af de største og dyreste dramaserier i NRKs historie får premiere på søndag, nårSofia Helin som kronprinsesse Märtha og Kyle MacLachlan som præsident Franklin D. Roosevelt sætter ansigt på et norsk kærlighedsdrama fra 2. Verdenskrig.
"Vi havde serien klar og i disse coronatider, er det sådan at vi må kaste tankerne lidt op i luften," fortæller NRK-dramachef Ivar Køhn, der peger på, at meget ikke går som oprindeligt planlagt, og at eksempelvis aflyste større live-begivenheder og sportstransmissioner har åbnet plads i sendefladen.
Det er en stor og svær investering, og vi håber, at serien kan være med til at skabe bred debat
- Ivar Køhn, dramachef NRK
Bygger på virkelig historie
Atlantic Crossing er baseret på virkelig historie fra 2. Verdenskrig, om den norske kronprinsesse Märthas anstrengelser med at hjælpe sit land. Hun måtte flygte fra nazisterne, blev adskilt fra sin mand og søgte tilflugt i USA, hvor hun fik et tæt venskab med den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt.
Foto: NRK.
Kronprinsessen bliver en usynlig, men magtfuld figur i Washingtons politiske liv. Atlantic Crossing er historien om Märthas transformation fra en beskyttet, forudbestemt tilværelse til frigørelse og personlig udvikling. Men det er også en stærk kærlighedshistorie. Märtha og Olav levede adskilt i fem år.
For at klare os i konkurrencen og være relevante, så er det nordiske samarbejde en forudsætning
- Ivar Køhn, dramachef NRK
Samarbejde er en forudsætning
"Det er en stor og svær investering, og vi håber, at serien kan være med til at skabe bred debat. Det er en 'om os - af os'-serie, som skal føles genuin og relevant for vores publikum, og som man gerne skulle have lyst til at tale om i frokostpausen på jobbet," siger Ivar Køhn.
Kronprinsessan Märtha på flygplatsen i Atlantic Crossing. Foto: NRK.
Dramaserien i otte afsnit er baseret på adskillige års research og stor historisk akkuratesse. Det er en af de dyreste produktioner i NRKs historie. NRK har ifølge Ivar Køhn alene har bidraget med 70 mio. norske kroner. Hertil kommer bidrag fra co-producenter fra alle de fire store nordiske partnere i SVT, Yle, DR og RUV samt tilskud fra bl.a. Nordvisions Fonden.
Og netop det nordiske samarbejde anser Ivar Køhn som en helt afgørende forudsætning for at kunne begå sig i forhold til de store internationale streamingtjenester.
"Jeg er helt overbevist om, at for at klare os i konkurrencen og være relevante, så er det nordiske samarbejde en forudsætning. Vi kan have forskellige syn på egne kanaler og forskellige strategier, men der er så meget der forener os, og vi skal huske på, at streamingkanalerne netop også opererer på nordisk basis," siger Ivar Køhn.
Demonstration utanför Vita huset i Atlantic Crossing. Foto: NRK.
SKAM havde kraft i sig selv
Han mener, at vejen frem for nordisk public service-drama primært følger to spor. Et særlig spændings- og actionfyldt dramaunivers, som eksempelvis Broen og så et spor, hvor publikum i de nordiske lande kan forenes i en fælles historie.
"I Atlantic Crossing er kongen dansk, og Märtha spilles af svenske Sofia Helin og det er med til at give et nordisk fællesskab. Men jeg tror også, at vi fortsat skal producere serier og tro på egne lokale projekter uden overhovedet at tænke i noget som helst fælles publikum. Sådanne projekter kan godt have nordisk potentiale og kraft i sig selv, hvilket ungdomsserien SKAM er et eksempel på," siger Ivar Køhn.