Frugtbart nordisk samarbejde fik nyt liv ved en tilfældighed

Et traditionelt dokumentarsamarbejde mellem DR og Yle fik pludselig en islandsk vinkel, da RUVs undersøgende journalist overhørte en samtale mellem sin danske og finske kollega.

Renterne og omkostningerne på de hurtige lån er skyhøje. I to programmer følger DR Dokumentar penge-sporet og havner i lande som Monaco, Malta og Cypern, hvor rigmændene bag lever livet på første klasse med penthouse og luksusyacht.

Payday loan.

To ord der fik den undersøgende journalist Ingólfur Bjarni Sigfússon fra RUV til at spidse ører, da han for nogle måneder siden tilfældigt overhørte en samtale mellem Yles Marko Hietikko og DRs Steen Jensen på det halvårlige Nordvisions-møde for undersøgende journalistik i Helsinki.

De to dokumentarchefer diskuterede deres samarbejde om at afsløre forbindelsesveje og bagmænd til de såkaldte kviklån, der i de senere år har lokket talrige finner og danskere i håbløse gældsfælder.

En problematik man kun kender alt for godt i Island.

“Allerede i 2009 dukkede de første kviklånssager op, hvor islandske låntagere blev fristet af hurtige lån til skyhøje renter,” fortæller undersøgende journalist Ingólfur Bjarni Sigfússon fra RUV.

I løbet af nogle år fik de islandske lovgivere imidlertid sat en prop i hullet ved at sætte loft over omkostninger og tilbagebetalingsbeløb. Og RUV har løbende dækket kviklånene.

Derfor vidste Ingólfur Bjarni Sigfússon også, at de folkene bag de islandske lån ikke lod sig stoppe af den islandske lovændring i 2014. I stedet var bagmændene fortsat med at tilbyde hurtige lån fra Danmark, via danske virksomhedsadresser og websider, der udelukkende var skrevet på islandsk.
 

“Dette eksempel demonstrerer, hvordan man kan tilføre ekstra værdi til et projekt ved at samarbejde.”
– Ingólfur Bjarni Sigfússon, RUV


Omkostninger på 35.000 procent

For Steen Jensen var den islandske vinkel en oplagt historie.

“Men vi var allerede gået i redigering med vores to dokumentarudsendelser. Derfor kunne vi ikke tage nye vinkler ind,” forklarer DRs dokumentarchef.

Han så i stedet en helt anden mulighed, og kontaktede DR Nyheder, som gik i gang med at producere nyhedsindslag til TV-Avisen og dr.dk. På den måde blev den islandske historie et væsentligt supplement, som banede vejen til DRs dokumentarer med en skarp dansk vinkel.

“De islandske kviklånsudbydere hjemmesider krøb i flyverskjul og udnyttede de lempelige danske regler til at omgå islandsk lov,” fortæller Steen Jensen.

DR Nyheder fik altså tippet og indgangen til historien serveret af RUV, der også fik stor fordel af samarbejdet.

“Vi brugte DRs optagelser til for eksempel at vise, at de islandske hjemmesider opererede fra fiktive firmaadresser på kontorhoteller uden personale. Det var optagelser vi vanskeligt selv kunne have foretaget,” fortæller Ingólfur Bjarni Sigfússon.

Ved at udnytte den danske lovgivning tilbød de islandsk sprogede hjemmesider som mula.dk, smalan.dk og hradpeningar.dk kviklån med årlige omkostninger på op til 35.000 procent.



Rikke er endt i uoverskuelige økonomiske problemer, efter hun har optaget kviklån. Renterne og omkostningerne på de hurtige lån er skyhøje, og mange unge ender med gæld, de aldrig kan betale. Foto: DR.


Win-win samarbejde

Den reelle samproduktionsaftale, som DR havde med Yle udviklede sig altså via Nordvisionsmødet til en knopskydning og et win-win samarbejde mellem DR og RUV.

“Historien viser værdien af, at det ikke blot er bestillere, men også produktionsfolkene, der mødes i den undersøgende gruppe. Samtidig viser det, hvor frugtbart det er, at RUV er kommet med i den undersøgende gruppe igen. Det er vi meget glade for,” siger Steen Jensen.

Også Ingólfur Bjarni Sigfússon ser fordelene ved et tæt nordisk samarbejde.

“I en stadigt mere globaliseret verden er det vigtigt at udveksle idéer og arbejde på tværs af landegrænser. Og dette eksempel demonstrerer, hvordan man kan tilføre ekstra værdi til et projekt ved at samarbejde.”

“Men det nordiske samarbejde er et værktøj. Og som med et hvilket som helst andet værktøj, så har det kun værdi, når du husker at bruge det. Det skal man gøre sig klart,” siger Ingólfur Bjarni Sigfússon.

Projektet har fået produktionsstøtte fra NV-fonden:
"Kviklån" (DR), samt "Pikavippiyhtiöiden kansainväliset liikkeet" (Yle).

> Se på DR TV: Kongerne af kviklån del 1Kongerne af kviklån del 2

> Se på Yle Arenan: Snabblånsverksamhetens mörkare sida